Nothing But Thieves – Northside 2023

Foto: Malene Vinge Jakobsen
Venue: ECHO
Dato: Torsdag den 1. juni 2023

Nothing But Thieves åbnede Northsides ECHO-scene, men leverede desværre ikke mere end et rutinepræget show.

3/5 stjerner

I eftermiddagssolen åbnede det britiske rockband Nothing But Thieves ECHO-scenen på årets NorthSide Festival. Med bassist, trommeslager og to guitarister i ryggen, erkendte forsanger Conor Mason, at de ikke havde forventet det store fremmøde. Men det skulle vise sig at være en unødvendig bekymring. Det var dog blot en minoritet, som var bekendt med bandets bagkatalog. Efter de åbnede scenen med det velfungerende, electropoppede ‘Welcome to the DCC’, vendte bandet tilbage til de mere rockede rødder, og det var tydeligt, at den ældre del af bagkataloget var gennemøvet, så det sad lige i skabet.

Selvom publikum utvivlsomt var med i nogen grad, blev bandet ikke mødt med den euforiske modtagelse, man som musiker drømmer om. Trods en overordnet solid præstation var stemningen desværre ikke mere end gennemsnitlig. Det kunne da også ses på bandet, at der ikke var det helt store på spil, og engagementet var derfor ikke at spore i overbevisende grad. De fleste interaktioner med publikum endte da også med at virke lidt for indøvede.

Det mindede på mange måder om en koncert på autopilot. Da forsangeren under “Impossible” greb en guitar, var det vist også mest for show, da der tilsyneladende ikke var hul igennem til den. Øv for tekniske problemer. Forsangerens overbevisende falset gik dog klart igennem, og lyden var ellers generelt god under hele koncerten. Musikaliteten fejlede på intet tidspunkt noget, men oplevelsen gik alligevel ikke rent hjem.

-Skrevet af Niels Andersen

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com