Nik & Jay – NorthSide 2023

Foto: Vinge Foto
Venue: ASTRA
Dato: Fredag d. 2. Juni 2023

NorthSide blev i går til Danmarks største floor, da Nik & Jay lagde vejen forbi. Duoen er stadig ligeså legendarisk som den altid har været.

Stjerner: 4,5/5

At Nik & Jay stadig kan fyre op for festen er imponerende men ikke overraskende. De to herrer ligner fuldstændig sig selv og har samme, selvsikre Nik & Jay energi de altid har haft – denne gang iført hvid/beige fra top til tå. Showet havde de vildeste 10’er vibes over sig, og især dansernes outfits gjorde indtryk på mig. Jeg taler om leopardprint, leggins under kjolen, sorte palietter og den lange, tynde cardigan. Alt sammen noget der bragte mig fuldstændig tilbage folkeskolestilen. Fantastisk styling til showet, som jo netop er 00’ernes og 10’ernes fest.

Folk i alle aldre var samlet foran ASTRA, og der gik ikke mange minutter før vi alle stod helt tæt sammen. Alle ville være med, og med god grund. Da Nik & Jay trådte ind bød publikum selvfølgelig velkommen med skrig og skrål og så gik festen altså i gang til “Hot Sauce”. Energien var helt op til skyerne og den kunne ikke komme ned. I hvert fald ikke de første 45 minutter. Der var hitparade og dansefest, og vi sang alle med på “Novembervej”, “Forstadsdrømme” og “Mod Solnedgangen” med nostalgi og varme minder i hjertet.

Det er som om, at hjernen har lagret Nik & Jay sangene, ligesom “Mariehønen Evigglad” og “Peter Edderkop”. Da de første toner af “Ocean Of You” blev sunget, stoppede jeg op et kort øjeblik og tænkte “hvad er det nu det er, det her?”. Min veninde kiggede på mig og sagde “Det den der på engelsk”, og jeg kunne pludselig huske hvert et ord selvom det er mange år siden jeg havde hørt den sang. Legendarisk.

Dynamikken faldt kun en lille smule halvvejs, da de spillede et par sange jeg ikke kendte, og så steg den ellers til himmels igen med hits som “Boing” og Hot”. Nik & Jay var glade, cool og søde til at sige tak for at kunne stå og optræde. “Tak fordi vi stadig kan stå her” sagde de flere gange. Vi kan ikke få nok af Nik & Jay. Lad os håbe de kan stå der 20 år mere.

Tags:
Elisa Lama
elisalama@bandsoftomorrow.com