Neon Priest – Roskilde Festival 2023

Foto: Asger Borberg (Pressebillede)

Neon Priest skabte en dansefest ud over det sædvanlige, da da søndag erobrede Roskilde Festivals Eos-scene.

4/5 stjerner

Siden 2020 har danske Neon Priest delt gavmildt ud af deres dansable og rytmiske repertoire, der bringer en lyd, der danner associationer til 00’ernes pulserende techno eller Berlins mørke natklubber. Søndag aften lagde den københavnske kvartet vejen forbi Roskilde Festival, til en koncert der bød på dans, energi og eufori. Til koncertens begyndelse trådte Neon Priest ind på scenen, alle iklædt hvide dragter, mens lyden af et pulserende neo-pop beat indfandt sig i højtalerne. Tidligt var gruppens begejstring over at optræde på Roskilde Festival ikke til at tage fejl af, da forsanger Julius Winther flere gange benyttede sig af det berømte “Roskildeee” tilråb, hvilket for alvor fik publikum i gang.

Den seneste single “Forever” fik tidligt inde i koncerten spilletid, hvorefter de efterfølgende techno-inspirerede numre manifesterede gruppens rolle som landets førende hyperpopgruppe, der må siges at være en usleben diamant når det kommer til trance og eurodance. Med på scenen havde Neon Priest liveinstrumenter i form af trommer, guitar, bas og synths, som på forfriskende vis tilføjede inspirerende elementer til de taktfaste beats, der gang på gang satte skabte hoppende eufori blandt publikum. Musikken er lige dele spacey og eksperimenterende, hvilket Neon Priest på imponerende vis formår at omfavne på en livescene, hvor energien er enorm, og tilstedeværelsen overfor publikum er fremragende. Den ultimative kulmination fandt sted ved publikumsfavoritten “Bandage Toss”, som fik selskab af et passende lysshow i alle regnbuens farver, mens publikum ustoppeligt festede videre, forinden Julius Winther sluttede af med noten “tak for dansen”.

Neon Priest lykkedes på fænomenal vis at fremføre den organiske electropop-lyd foran et festivalpublikum, der i et afbræk fra dagens pop og RnB-artister, fik mulighed for at danse aftenen i gang, ført an af kvartettens oplagte performance. Neon Priest har fart på, og de kan meget vel indtage endnu større scener på Roskilde Festival, om ganske får år.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com