23 jun Mimi Webb – Tinderbox 2023
Foto: Jeppe Olsen
Venue: Teltscenen
Dato: Torsdag d. 22 juni 2023
Mimi Webb trak solens stråler med hele vejen ind under den mørke teltscene på årets Tinderbox med kærlighed, livsglæde og hjertesorger.
4/5 stjerner
Når en popmusiker allerede har ramt fuldstændigt plet på banger efter banger i sine udgivelser, så er det sjældent jordens sværeste opgave at spille et opstemt og forventningsfuldt publikum op til eufori og fællessang. Dette var præcis tilfældet med Mimi Webb på årets Tinderbox, der tidlig torsdag aften fyrede op for teltscenen. Som besætning havde hun medbragt trommeslager, guitarist og keyboard-spiller, mens hun selv stod selvtillidsfuldt i fronten af det hele – som om hun i sit liv aldrig havde stået andre steder end foran et skrigende publikum.
Der er ingen tvivl om, at sangerinden selv har det enormt sjovt, når hun spiller liveshows, og dette skinnede også særligt igennem her i Danmark. For hele koncerten blev leveret med et enormt stort smil på læben, og Mimi Webb kunne ikke holde sine mange lyksalige og kærlige udråb tilbage ud mod sit begejstrede publikum. Det var en fornøjelse at mærke en international spirrende artist, der både udtrykte ydmyghed og begejstring over at være til stede netop lige nu og her.
Skulle man derimod være i tvivl om, hvor vidt den musikalske oplevelse også sad i skabet, så lad der ikke være nogen tvivl overhovedet. Hendes genkendelige twang-vokal var fuldstændig skudsikker og slet ikke til at prikke hul i, mens sammenspillet mellem bandmedlemmerne fungerede nøjagtigt som det skulle. Det skal i den sammenhæng dog nævnes, at vi til denne store popfest jo ikke forventer de helt store virtuose udfoldelser i det musikalske. Det er simpel musik, hvor der ikke skal ske særligt meget. Vi vil gerne høre hits, vi vil have det rart, og vi vil høre sangene leveret ordentligt. Det mestrede sangerinden med sange som “Good Without”, House on Fire” og “Red Flags”, der alle bød publikum op til enorm fællessang i festivalglædens ånd.
Sangerinden kunne dog ikke have fortsat koncerten meget længere uden betydelige variationer i sit sceneshow. For det var en koncert uden den helt store udvikling undervejs, og efter det helt store afslutternummer forlod hun scenen langt hurtigere end vi kunne nå at opfange, at koncerten var forbi. Onde tunger ville kalde det et småkedeligt sceneshow, mens jeg holder mig til at kalde det konservativt ensidigt, som i sidste ende lader bedømmelsen hvile på en 4/5-stjerners anmeldelse. Men lad der ikke herske nogen tvivl om, at britiske Mimi Webb var en sand fornøjelse at opleve live.