MAS – Roskilde Festival 2023

Foto: PR

MAS leverede mandag en stjernespækket nattekoncert på Roskildes Eos-scene, hvor han for alvor cementerede sit uimodståelige talent og imponerende ambitioner, der placerer ham på niveau med landets allerstørste navne.

4/5 stjerner

MAS har på kort tid vokset sig til en størrelse, der gør ham til en af landets mest spændende og største rapartister. Med det nye album Vi Ses i bagagen, indtog han Eos-scenen, foran et overvejende ungt publikum, der var klar til at tilbringe aftenen i selskab med MAS. Med en attachemappe i hånden gjorde MAS sin entré på scenen, hvor lyden af en saxofon indledte nummeret “Fotografisk Hukommelse”, mens det oplagte publikum allerede her gik amok. “Dårlig Vane” fortsatte paletten af intens hiphop, før nummeret “Dum” skabte tumult, ekstase og moshpits, som var det landets største rapnavn der stod på scenen.

Succesen fulgtes op af den inderlige “Immun”, der blev leveret i en imponerende balladeform, hvor kun saxofonen lagde lyd til den stærke vokal. Rapperen beviste her, at han er i stand til at blande tunge hiphop-tracks med tilbagelænede og dybfølte leveringer, der efterhånden må siges at være opskriften på den moderne rapper anno 2023. I Roskilde Festivals første dage har særligt en sang braget ud af de mange Soundbokse på campingpladsen; nummeret “Hvor Mine Ben”. Det nye nummer er på ingen tid blevet ikonisk, så euforien og begejstringen der indfandt sig hos publikum da dette nummer ramte højtalerne, var intet mindre end enorm. Til lejligheden gæstede rapperen Milo MAS på scenen, som er stemmen bag det catchy omkvæd, hvor de sammen sørgede for energi og en kraftudfoldelse ude af proportioner. Og gæster skulle der komme flere af. Mange af os havde formentlig forventningsfulde forhåbninger til at se mange af rapperens samarbejdspartnere på scenen, og disse forhåbninger blev lykkeligvis indfriet. Thor Farlov kom på scenen til “Ovenpaa”, Lamin kom og lagde sit vers på “Ud Af Det Blå” og Bjørn kom ud af sit vinterhi til “Lanterne” og “5Dage”. Forhåbningerne til at se Kesi nåede da også lige at indfinde sig, da MAS rappede sit vers af “Spinner” – det blev dog uden Kesi i denne omgang.

Personligt synes jeg det er fantastisk, at en stadigt ny rapper som MAS, kan formå at indtage en stor scene som Eos, bakket op af ovenstående stjernespækkede navne. Støtten til det spirende talent er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Mod koncertens afslutning, fik numrene “Lyserød”, “Langt Fra” og “Boksning” spilletid, hvilke fungerede som den idéelle forfest og afrunding på en ekstremt vellykket koncert på Roskilde Festival. Forinden koncerten havde jeg mine tvivl om, hvorvidt MAS kunne lykkes med at erobre Eos-scenen – som er virkelig stor – men disse tvivl blev virkelig gjort til skamme. MAS gjorde scenen til sin egen, og trådte med det samme op på et nyt niveau, der sætter ham i en liga med landets allerstørste navne.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com