Lukas Graham – Tinderbox 2023

Foto: Jeppe Olsen
Venue: Rød Scene
Dato: Torsdag den 22. juni 2023

Da Lukas Graham lukkede torsdagsfesten af på Tinderbox, mindede han os alle om, hvor mange hits han i tidens løb har beriget os med. Den danske superstjerne lænede sig tilbage og vidste præcis, hvad der skulle til for at have publikum i sin hule hånd. Desværre lykkedes det ikke altid gruppen at komme helt ud over scenekanten, til en ellers vellykket koncert.

4/5 stjerner

Der er ikke mange danske artister, der kommer i nærheden af, hvad denne mand har formået at skabe på den danske musikscene. Dette blev hamret fast med syvtommer søm, da Lukas Graham lukkede torsdagen af på Tinderbox’ Rød Scene. Hvis du blot bruger fem sekunder på at tænke over, hvor mange Lukas Graham-sange, du ville kunne synge med på, så kommer du hurtigt i tanke om “Drunk in the Morning”, “Strip No More”, “Mama Said”, “Happy Home”, “Ordinary Things”, “Share That Love”, “7 years” – listen kunne fortsætte i årevis. Derfor er det heller ikke uden grund, at en massiv mængde af mennesker på Tinderbox havde samlet sig foran scenen for at kunne skråle med på de sange, de elskede.

Der var af samme grund helt naturlig underholdning hele vejen igennem koncerten, der trods sin næsten halvanden times varighed ikke havde tid nok til at løbe alle hits igennem. Gruppen kom dog en smule skævt fra start med åbneren “Ordinary Things”, der blev efterfulgt af “Take the world By Storm”, hvor Lukas Forchhammers lyse vokal af og til ramte en smule ved siden af, mens firemandsbandet virkede til, at de lige skulle finde hinanden i et halvkaotisk lydbillede. Men selvom starten var rodet, så skulle den karismatiske sanger ikke bruge lang tid på at varme sig selv op, før vokalen stod så klokkeklart og rent frem, som vi alle havde forventet af den dygtige vokalist.

Frontfiguren, der ellers altid har gjort sig bemærket på sin overlegenhed og halvflabede drengerøvs-attitude, virker til at være modnet de sidste par år. Der er ingen tvivl om, at det var en langt mere voksen og tilbagelænet version af sangeren, vi oplevede på scenen i Odense, end ham man ville have oplevet for et par år siden. En udvikling, der understreger, at sangeren selv har taget nogle nye skridt i de seneste par år, både i sit artistiske og personlige liv. Årene er langsomt gået, og det blev vi også mindet, da Lukas Graham under “7 years” måtte rette linjen: “Soon we’ll be 30 years old” til “Once we were 30 years old” med et tilfredst smil på læben over de år der er gået. Denne nye modne side af gruppen og særligt Lukas Forchammer selv, var en klædelig og behagelig oplevelse på den store scene.

Der var dog stadig plads til den fjollede og mere løsslupne side, blandt andet da der blev kastet en studenterhue på scenen, med invitation til, at Lukas Forchammer skulle bide i skyggen på den. Bidet blev for vildt, hele skyggen faldt af, og den karismatiske forsanger måtte undskylde for at ødelægge hele studenterhuen – som dog ikke virkede som den store tragedie for den unge studine.

Koncerten var underholdende, men bar præg af et til tider lidt rodet lydbillede, mens det ikke altid lykkedes Lukas Graham at komme helt ud over scenekanten. I et lidt for stillestående midtersæt virkede det som om, gruppen lukkede sig en smule for meget om sig selv på scenen. Det blev af og til en smule rutinepræget, hvilket lagde en ærgerlig dæmper på den magi, der ellers skulle have været den helt store prik over i’et på årets Tinderbox.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com