08 jun Lowly – Syd For Solen 2023
Foto: Laura Ioana Voinescu (Pressebillede)
Den danske kvintet Lowly udfoldede kreativiteten og det musikalske talent i en omfavnende eftermiddagskoncert på Syd For Solen.
4/5 stjerner
Da klokken slog 17:30 torsdag, indtog den danske kvintet Lowly Syd For Solens Højen-scene. Efter en eksplosiv begyndelse, fulgte gruppen op med nummeret “Keep Up The Good Work” fra dette års album af samme navn, hvilket fik publikum – og ikke mindst koncerten – godt i gang. Allerede her blev forsanger Soffie Viemoses veludviklede vokal tydeligt sat i scene, med rene leveringer, assisteret af det velspillende og sikre liveband.
Som tidligere nævnt udkom kollektivet i februar med deres tredje album Keep Up The Good Work, som vi her på redaktionen kvitterede med 5/5 stjerner, hvoraf mange af eftermiddagens opførte numre var taget fra, mens numre fra tidligere albums også fik lov at få spilletid. Her er det især værd at nævne nummeret “Deer Eyes” fra albummet Heba, der særligt begejstrede publikum. Interessant ved Lowlys musik, er deres evne til at udforske eksperimenterende og alternative lyduniverser. Flere gange gjorde de to forsangere Soffie Viemose og Nanna Schannong brug af vokaleffekter, som i særdeleshed gjorde showet unikt og til sit eget, mens supplerende elementer fra bandets trommeslager og synth-spiller bidrog til en helstøbt koncertoplevelse.
Afslutningsvist formåede bandet at sætte gang i en musikalsk fest, hvor Soffie Viemose begejstret sprang rundt på scenen, mens bandmedlemmernes begejstring over den store menneskemængde ikke var til at tage fejl af. Som opfølgning på dette, fremførtes kærlighedsnummeret “in the hearts”, der oplagt nok fik publikum til at forme hjerter med hænderne, hvilket skabte et rørende øjeblik under Søndermarkens egetræer.
Lowly er et band med et exceptionelt potentiale, og efter denne koncert, er mine forventninger til deres fremtidige karriere ikke blevet mindre.