04 jun First Aid Kit – NorthSide 2023
Foto: Henrik Sørensen
Venue: ASTRA
Dato: Lørdag d. 3. Juni 2023
Den svenske folk-duo, First Aid Kit, var et hit på årets NorthSide, og skabte rum til fordybelse og kærligt nærvær.
Stjerner: 4/5
Det var lidt af et gearskift da jeg gik fra Gilli direkte til First Aid Kit. Jeg havde glædet mig til begge dele, men hold da op, stemningen var langt mere rolig og fokuseret her, hvilket jeg lige skulle indstille mig på. En stor mængde havde samlet sig foran ASTRA, og var klar til at byde søstrene, Johanna og Klara, velkommen. Scenen var prydet med det fineste, silkelignende scenetæppe i metalliske pastelfarver og snart fyldtes pladsen med musik og harmoni – man fornemmede at publikum virkelig var engagerede, og især stemningen i indercirklen, helt oppe foran scenen, var høj.
Efter de første par numre, bød First Aid Kit velkommen og spurgte “is it okay if we speak english? Or swedish?” hvor det blev tydeligt, at publikum ønskede svensk kommunikation. Det kunne jeg ikke bebrejde dem for. Jeg forstod bare ikke så meget efter det. Heldigvis var musikken omdrejningspunktet, og den stod klart frem for mig. First Aid Kit har nogle af de fineste stemmer i norden – og sammen med deres lyrik, indlevelse og søstersammenhold har de altså bygget en rigtig stærk karriere og musikalsk grundlag. Det store scenetæppe blafrede i vinden og søstrene fik da også bevæget sig lidt rundt, når ikke de skulle synge i mikrofonerne – men ellers var koncerten ret statisk. Hvis man kom for at blive underholdt med fest, dans og bevægelse var det ikke til denne koncert.
Et af højdepunkterne var da søstrene præsenterede og spillede “Kids In Love” som er skrevet til verdensstjernen P!nk. “We used to chase the sun” sang søstrene mens solens sidste varme stråler ramte ansigterne på alle der var til stede på pladsen. First Aid Kit inddrog også publikum, og snart var der fællessang og fællesskab blandt alle. Det er tydeligt gruppen har en loyal fanbase der kan alle deres sange – men for udefrakommende bliver sangene meget ens, og bandet tenderede til at spille med meget lidt variation.
Selvfølgelig afsluttedes koncerten med kæmpehittet “Silver Lining” hvor energien var på sit højeste. En hjertevarm koncert, hvor dynamikken steg gradvist og der var plads til nærvær og refleksion.