Denzel Curry – Roskilde Festival 2023

Foto: PR

Den amerikanske rapper Denzel Curry besejrede Arena på Roskilde Festival, hvor han sørgede for et energiniveau af forbløffende dimensioner.

5/5 stjerner

I 2019 gæstede Denzel Curry Roskilde Festivals Apollo-scene, som mange af os til stede formentlig husker som intet mindre end en legendarisk koncert. I år stod opgaven på Arena, hvor jeg personligt var spændt på at finde ud af, om rapperen kunne formå at leve op til det høje niveau han lagde for dagen i 2019.

Da klokken slog 18:15, indtog Denzel Currys DJ på dagen scenen, hvor han med nummeret “Let’s Get Ready To Rumble” forberedte den fremmødte menneskemængde på den gigantiske fest der snart skulle indfinde sig i det intime telt. Herefter indtog Curry scenen, til en ekstensiv forløsning blandt publikum. Allerede ved koncertens andet nummer indfandt der sig en gigantisk moshpit, ført an af hovedpersonen, hvilket egentlig var meget sigende for resten af koncertens handlingsforløb. Denzel Curry besidder en imponerende evne til at være til stede og i kontakt med sit publikum, hvilket kom til udtryk gennem adskillige henvendelser til “Denmark” – og en enkelt smutter hvor Roskilde blev forvekslet med “Copenhagen” – mens han gang på gang igangsatte festen under teltdugen, som en ægte crowdpleaser foran det overvejende unge publikum.

Numre som “Diet”, “Ricky” og “SUMO | ZUMO” fik tidligt spilletid under koncerten, som nogle af de alskens hits Curry havde taget med fra sine mange studiealbums, mens også et nyt uudgivet nummer sendte f*ck-fingre i vejret på rapperens opfordring, blandt mængden af inkarnerede fans, Selv et ældre nummer som “SWITCH IT UP | ZWITCH 1T UP” havde fået en plads på setlisten, hvor Denzel ærligt måtte erkende at det var længe siden han havde fremført nummeret live.

Den amerikanske rapper er utrolig talentfuld, når det kommer til at fremføre de hurtigt-rappende numre live. Hvert et ord bliver nævnt, uden nogen fejl overhovedet, hvilket er en svær disciplin, ikke alle formår at udføre på en livescene. Det imponerende talentniveau, og de beundringsværdige publikumsinteraktioner kulminerede ultimativt ved det gigantiske 2015-hit “Ultimate”. Nummeret, der for mange måske er mest kendt for de famøse bottle-flip-challenges, sendte en lykkerus fra publikums fødder helt op til toppen af Arenas teltdug, og opfyldte enhver tilskuers drøm om at være dem der stod på scenen. Denzel Curry inkluderede på exceptionel vis sit oplagte publikum, stående som ene mand på scenen, kun bakket op af sin DJ og hypeman, der ligeledes sørgede for at integrere publikum i lyrikken og festen.

Tidligere på Roskildes torsdagsprogram gav rapperen J.I.D. koncert på Arena, hvor Denzel Curry gæstede den faste samarbejdspartner på scenen, så begejstrende var det også at se, at. J.I.D gæste Curry på scenen. At se disse to gigantiske rappere sammen på scenen på, er en optræden man sjældent for lov til at opleve i vores lille land. Afslutningsvist opførtes numrene “CLOUT COBAIN | CLOUT CO13A1N” og det endnu ikke udgivede nummer “13LOOD ON MY NIKEZ”, hvilke afrundede en koncert, hvor den amerikanske rap blev sat i højsædet, og fremført live på idéel vis.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com