Cavetown – NorthSide 2023

Foto: Henrik Sørensen

Venue: Nova, NorthSide
Dato: Torsdag den 2. jun 2023

Cavetown skabte en tryg bobbel i Nova-teltet med smil, følelser og forskellige genrer, men få elementer gjorde, at koncerten ikke fik sin fulde score.

4/5 stjerner

Robbie Daniel Skinner, Cavetown, vendte tilbage til Danmark for anden gang, hvor han og bandet skulle indtage Nova-scene på Northside. Siden sin debut som 16-årig, er det kun gået opad, og musikken, som svæver mellem indie-rock/bedroom pop, har kun fået mere substans med årene. Inde i Nova-teltet, fri for solen, havde der samlet sig en mindre gruppe af farverig klædte unge som ventede spændt.

Klokken 17:00 spadserede Robbie afslappet ind på scenen til sangen “Sweet Tooth”. Han fik hurtig kemi med det forreste publikum og fik deres arme til at svæve fra side til side. Scenen bestod af fire personer inklusiv frontpersonen, intet reelt set-up og lysshow. Robbie benyttede sig af både elektronisk og akustisk guitar gennem koncerten og udviste enorm selvsikkerhed. Han hoppede rundt i takt til musikken, og det var tydeligt, at han var tilpas i sit element. Bandet havde godt sammenspil, især under sangen “Boys Will Be Bugs”, hvor de opildnede hinanden.

Mellem numrene mærkede Robbie flere gange stemningen blandt publikum med en thumbs-up. Det var tydeligt, at han var taknemmelig, ydmyg og glad for dem, der var dukket op. Desværre kunne man mærke bassen fra electra-scenen mellem pauserne, og snakken fra det bagerste publikum. Sangen ‘Frog’, som var dedikeret til hans kæreste og kærlighed til frøer, blev spillet, og han inviterede publikum til at hoppe med. Det lykkedes med størstedelen, og han prøvede samtidig kræfter af på et lille keyboard. Til en af hans ældre sange “Home” lod han publikum synge dele af sangen, mens han smilede fra øre til øre. Cavetown sluttede af med det hurtigere og mere rockede nummer “Devil Town” og bad pænt publikum om at gå amok. Det lykkedes, han takkede af og gik af scenen med et stort smil.

Selve optrædenen fra Robbie og bandet var godt eksekveret, men der manglede nogle få elementer for at give fuld score. Tidspunktet, snik-snak fra publikum, bassen fra Electra-scenen og et manglende sceneshow udgjorde at koncerten “kun” får 4 stjerner.

Emil Høgh
Emilhogh@bandsoftomorrow.com