Bremer/McCoy – Syd For Solen 2023

Foto: Laura Ioana Voinescu (Pressebillede)

Torsdag kl. 14:15 vendte musikken igen tilbage i Søndermarken, da den eftertænksomme og meditative jazzduo Bremer/McCoy spillede Syd For Solen i gang.

3/5 stjerner

På Højen, den mindste af den stadig nye festival Syd For Solens to scener, satte pianisten Morten McCoy sig ved sit klaver, mens bassisten Jonathan Bremer stille indledte duoens eftermiddagskoncert. Koncerten blev dog hurtigt påvirket af et andet emne, da indslusningen af publikum til Søndermarken havde skabt massive køer langs Valby Langgade, hvilket desværre resulterede i et mindre publikum, end hvad man kunne forvente. Dette tager dog intet fra det publikum, der var nået ind i tide til koncertens start. Siddende på picnictæpper med øl i hænderne, havde publikum placeret sig foran scenen, hvor det var tydeligt for enhver, at der blev sat pris på de musikalske talenter og tekniske kvaliteter der blev udøvet på scenen.

Bremer/McCoy laver musik der er lige dele følsomt og legende (som jazz jo er), men på en mærkbar ekspressiv måde, der er kendetegnende for de færreste. Med det stadigt ventende publikum uden for festivalpladsen, spillede duoen upåvirket videre af dagens udvalgte set, mens hyggen for alvor indfandt under Søndermarkens træer. Bremer/McCoys seneste album Natten bidrog belejligvist til eftermiddagens udvalgte setliste, hvor numre herfra faldt i god jord hos det investerede publikum, mens numre fra tidligere albums også bidrog til den oplagte palette af hyggejazz.

Under koncerten blev der fra scenen sagt få ord mellem jazznumrene, dog måtte Morten McCoy italesætte lydprøven fra hovedscenen der nærmest overdøvede duoens koncert, hvor det hurtigt blev proklameret, at de ville tage kampen op mod lydprøven, hvilket blev modtaget positivt hus publikum. Herefter fulgte det mystiske og sensuelle nummer “Midnat”, hvilket satte fokus på de farvede klæder hængende fra scenen, der svajede i vinden til de lette toner af den nordiske jazz.

Syd For Solens første koncert bød på behagelig eftermiddagsjazz, oplagt til at indlede festivalen, dog var koncerten en kende som forventet, hvor mængden af overraskelser og innovative elementer kunne ønskes større.

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com