29 maj Zar Paulo-INTERVIEW: »Vi gør det stadigvæk 100 procent ud fra en kærlighed til musikken – ikke ud fra en drøm om at blive stjerner«

Foto: Oskar Dahl (pressebillede)

Zar Paulo er blevet kendt som én af Danmarks absolut bedste live-acts i øjeblikket, og selv befinder de sig på toppen af deres karriere hidtil. Vi blev inviteret med ind i den aarhusianske femkløvers øvelokale til en snak om liveshows, den store debutalbum-udgivelse og det at se drømmene gå i opfyldelse, mens benene placeres solidt på jorden i den elskede aarhusianske hjemby. 

På det gamle amtssygehus i Aarhus har ét af Danmarks mest omtalte bands deres øvelokale i de forladte hospitalsbygninger. Disse er de samme famøse bygninger, der blev en helt særlig del af de mange kreative inspirationskilder for det hypede band Zar Paulo, der netop er aktuelle med debutalbummet Elendig Software. Jeg blev inviteret med ind i dette lille musikalske kollektiv til en snak om albumudgivelse, livet som begyndende popstjerner, kærlighed til musikken og fællesskabet med hinanden. Her fik jeg hurtigt stukket en kop kaffe i hånden, hvorefter jeg blev vist rundt. Gruppen havde netop bestilt nyt gear hjem, der lige var landet med posten, og var i færd med at pakke det ud og vise det frem for hinanden, inden de senere skulle videre med bandbussen til København for at signere LP’er. Venligheden, det åbne sind og den afslappede stemning i lokalet fik mig til at føle, jeg bare skulle drikke en hurtig kaffe med mit gamle gymnasieband. 

Det havde været en vild tid for de fem bandmedlemmer Emil Vammen, Johan Horsmans, Martin Kleberg, Tobias Schou og Anton Breinbjerg, da jeg mødte dem i deres øvelokale. Den kommende fredag ville deres største musikudgivelse finde sted, to uger efter skulle spille i Store Sal på SPOT Festival og efterfølgende kunne de se frem til en sommer med koncerter på blandt andet Smukfest, NorthSide og Roskilde i kalenderen. Alligevel sad vi der i det lille lokale, tæt siddende på små skamler og drak Instant kaffe, mens drengene jokede med hinanden om for stærk kaffe og det at komme for sent.

Medlemmerne i Zar Paulo har set det band, de startede for otte år siden med deres bedste venner, bevæge sig op til at blive et af de mest hypede livebands i det danske musikland. En hype, der alligevel kan mærkes ned i tåspidserne:

– Man holder ikke benene på jorden. De bliver fuldstændigt synderrevet væk fra én, og man er nødt til at bygge nogle nye ben sammen langsomt igen.

smiler forsanger Emil Vammen, mens han tænker videre over det billede, han fik improviseret frem.

Vi holder ikke benene på jorden. Men vi holder stadig øje med vores fravær i skolen

Men Zar Paulo er nødt til at holde tilværelsen jordnær. For selvom den musikalske karriere er intens og overvældende, så gør de fem bandmedlemmer en særlig dyd ud af, at livet gerne må være almindeligt og roligt ved siden af musikken. Der foregår også andre ting i hverdagen. Guitarist Johan Horsmans fortæller:

– Vi er allesammen studerende og laver også andre ting ved siden af det her. Vi er ude og spille i weekenderne med vores bedste venner, og folk de klapper af én. Og så kommer vi hjem lørdag aften og skal sidde og lave aflevering hele søndag. Vi synes, det er så fedt, at der er så mange der er begyndt at lytte til musikken og komme til koncertene. Det er ikke noget, vi tager for givet. Men internt er den største high vi kan få, stadigvæk at lave en god sang. Vi gør det stadigvæk 100 procent ud fra en kærlighed til musikken – og ikke ud fra en drøm om at blive stjerner.

og mens der bliver kigget anerkendende tilbage på resten af gruppen, der nikker i enighed, griner Emil Vammen over det ironiske ved disse to aspekter af tilværelsen:

– Det vil altså sige, at vi ikke holder benene på jorden. Men vi holder stadig øje med vores fravær i skolen.

Keyboardspiller Martin Kleberg tilføjer i jysk beskedenhed:

– Jeg har nogle venner, der er gode til at lægge en dæmper på det hele. De gider sgu ikke snakke så meget om Zar Paulo, når vi er sammen.

mens han overbeviser mig om, at det er noget af det, han elsker allermest ved at være i disse sociale sammenhænge. For Zar Paulo er det vigtigt at skelne de to forskellige liv med hinanden. Og her spiller den aarhusianske hjemby sin absolutte vigtigste rolle. For det er også vigtigt at have to geografiske steder, hvor verdenerne kan skilles ad. Emil Vammen fortæller:

– Det er virkelig værdifulgt for os, at vi ikke er i København. Vi kan have vores egen lille bobbel her i Aarhus. Det fede ved København er, at der er en klar zeitgeist. En æstetisk zeitgeist. Vi ville derfor også skrive noget andet, hvis vi var der. Men lige nu har vi ikke lyst til at skrive noget andet end det, vi skriver, mens vi er her

Johan Horsmans fortsætter:

– Når vi er derovre er det branche-ting. Vi laver interviews, spiller koncerter og lignende. I Aarhus fungerer vi kreativt. Så eksisterer bandet kommercielt et andet sted. Det betyder noget for os. Vi kan tage til København og lave alle de der brancheting, men så kommer vi tilbage til Aarhus i øvelokalet, og så er det bare os fem igen

Jeg er stolt over at kunne stå tilbage og høre pladen, og kunne sige til mig selv, at dét der! Det er en af mine yndlingsplader

Denne kreative proces, brænden for at skrive lige præcis den musik, de selv elsker, fik sit helt store højdepunkt for Zar Paulo i april med udgivelsen af det store debutalbum Elendig Software. Et album, der repræsenterer Zar Paulos kærlighed til sangskrivningen, og som er en opsummering af de kreative processer, de har udviklet siden efterskolen, som Johan Horsmans formulerer det:

– Det har en direkte tråd fra da vi var teenagere til nu hvor vi er 26. Vi har brugt alle vores formative år på at nå herhen. Og nu er vi her!

Der er nemlig ingen tvivl om, at udgivelsen af et helt album – en samling af de vigtigste sange, de har skrevet i fællesskab med hinanden – er en helt særlig milepæl for gruppen, der ikke kan sammenlignes med noget andet. En milepæl, der måske kan være svært at sætte specifikke ord på for de aarhusianske herrer, som samtidig ikke vil lægge skjul på, hvor stolte de er over deres debutalbum. Martin Kleberg reflekterer:

– Det har altid været en kæmpe drøm at stå med en fysisk plade i hånden og tænke “de her 60 gram musik, ja de fandtes ikke, hvis vi ikke havde lavet det”. Det betyder rigtig meget, fordi der er mange plader, der har betydet utroligt meget for mit liv. Nu har vi lavet en fysisk plade, der kan betyde noget for en masse andre mennesker – det er stort.

Bassist Anton Breinbjerg tilføjer:

– Der er så mange ting at forholde sig til, når man laver en plade. Lever den op til forventningerne? Kan folk lide det? Men i sidste ende, så er det vigtigste, at man selv synes det er fedt. Derfor er jeg super stolt over at kunne stå tilbage og høre pladen, og kunne sige til mig selv, at dét der! Det er en af mine yndlingsplader.

Spørger man Zar Paulo selv, så er albummet noget helt specielt. En samling af sange med en klar rød tråd, og som får lov til at leve og vokse på én. Det hele hænger sammen på en overraskende og uforudset måde, særligt for forsanger Emil Vammen:

– Jeg er meget stolt af, at det er en samling sange, der hænger sammen i et univers, på en måde, jeg slet ikke kunne have forudset. Der er mega højt til loftet, men der er samtidig klaustrofobisk at være. Det er sjovt, fint og brutalt. Den ligger og optimerer sig selv hele tiden. Det håber jeg på samme måde, at folk får mulighed for. At gå på opdagelse i den

Det er et stykke software, der har en meget specifik opgave, det skal løse. Men så er der et eller andet i vejen i koden et sted. Koden er gået forkert, og laver pludseligt alt muligt andet end det den skal

Netop den røde tråd blev gennemgående på hele albummet. Albummet fik en helhed, en gennemgående fortælling om digitalisering af vores verden og dårlig software, der bryder sammen. Et tema, der er endt med at blive et trademark for Zar Paulo – koblingen mellem computerverdenen og den menneskelige relation:

– Måden mennesker lever sammen på i et samfund, hierakiet, hvem der er under og hvem der er over, først og sidst; man kan lave en ret fin billedliggørelse af det, via software og kodesproget. Det er et stykke software, der har en meget specifik opgave, det skal løse. Men så er der et eller andet i vejen i koden et sted. Koden er gået forkert, og laver pludseligt alt muligt andet end det den skal

fortæller den karismatiske forsanger og giver ordet videre til Johan Horsmans:

–Der er alle mulige sociale normer og standarder. Det er bare sociale algoritmer. Et nummer som “Tæt på paradis” er en helt reel oplevelse. Det handler nemlig om at have en langdistance relation, der udelukkende foregår digitalt. Ligesom, at pladen generelt handler om sociale relationer, altså koder der bryder sammen. Det handler den sang også om. Hvordan softwaren bliver en sammensmeltning mellem noget menneskelighed og noget digitalisering.

Vi vil være der for publikums skyld og ikke omvendt!

Nu skal sangene ud og leve, fortæller gruppen mig. Nu skal de spilles for hele Danmarks befolkning. Ikke mindst i en tæt pakket sommer, der byder på festivaler som NorthSide, Roskilde Festival, Smukfest med flere. Og selvom Roskilde Festival stadig står som den helt store drøm, der snart går i opfyldelse, så betyder det at skulle spille festivaler generelt noget helt særligt for gruppen:

– Selvfølgelig er det en kæmpe drøm at skulle spille Roskilde. Vi har været der os fem. Første sommer som band, hvor vi blev tætte for alvor, det var der. Men det sygeste af det hele er jo, at have hele pladen ude og at skulle spille den hele sommeren for så mange mennesker. Det er det største. Så er det egentlig lige meget om der står NorthSide, Roskilde eller Smukfest på plakaten

fortæller Johan Horsmans med en gennemborende nostalgi og ydmyghed i stemmen. Som om, det egentlig bare er vigtigt for gruppen at komme ud og skabe et intimt fællesskab med deres publikum rundt omkring i landet. Når jeg har set Zar Paulo til deres propfyldte koncerter, har jeg set et band, der bliver storhyldet af deres mange fans, og jeg var nysgerrig på, hvor denne ydmyghed kom fra. Jeg spurgte gruppen om, hvor vidt ydmygheden var en særlig agenda for bandet. Forsanger Emil Vammen svarede:

– Vi er ikke blege for at gå op på scenen og eje den og trække det hele ind. Vi elsker at stå og skinne på vores egen måde. Men vi er altid meget klare over, at det er dybt betinget af, at der er et publikum. At de er der til at lave det rum sammen med os. Det er kun en oplevelse, der eksisterer når alle er der. Det er sjovt og meningsfuldt.

Og for at sætte det ekstra punktum ved denne pointe fortsatte Johan Horsmans:

– Vi skal være der for publikums skyld og ikke omvendt! Der er intet værre for mig end at se et band, der giver et indtryk af, at jeg som publikum er til stede for at please deres ego. Det er vi meget bevidste om, at det vil vi ikke være.

‘Og hvad er så næste skridt for Zar Paulo?’ spurgte jeg for at runde vores snak af, uden at tænke over at drengene her knap nok havde udgivet deres første album på dette tidspunkt, og desuden havde sommeren fyldt med festivaler, der efterfulgtes af en stor landsturné. Kort fortalt, så var fremtiden rimelig pakket i forvejen. Men nerven til at tvinge de fem bandmedlemmer til at tænke endnu længere frem havde jeg åbenbart. Jeg blev mødt med svarene:

Johan Horsmans:

– Plade 2. Ny plade, som er endnu federe

Anton Breinbjerg:

– Vi skal lige på tour først!

Johan Horsmans:

– Næste mål er at folk skal lære den her plade at kende live, samtidig med at vi laver noget nyt musik!

Martin Kleberg:

– Vi laver den nemme toer. Det bliver ikke den svære

Johan Horsmans:

– Vi dropper 2’eren. Vi laver bare 3’eren

Emil Vammen:

– Vi laver en plade, der er ren formalitet. Den er der kun officielt. Ingen kan høre den. For vi vil hellere lave 3’eren.