Ukendt Kunstner lukker Roskilde Festival!

Foto: PR

Ukendt Kunstner gør comeback efter seks års pause på årets Roskilde Festival med en nattekoncert på festivalens afsluttende dag, og den banebrydende hiphop-duo medbringer blandt andet det spritnye album, Dansktop

Ukendt Kunstner bestående af Hans Philip og producer Jens Ole McCoy er tilbage. Seks år efter den danske hiphopduo trak stikket, kan Roskilde Festival i dag offentliggøre Ukendt Kunstner som det allersidste navn til årets festivalplakat. Ukendt Kunstner får til opgave at lukke lørdagens program på Arena-scenen den 1. juli, og med sig medbringer duoen blandt andet de tre albums Neonlys, Forbandede Ungdom og Den Anden Side, der alle indskrev sig som banebrydende værker i det forgangne årti, samt det nye album Dansktop, der udkom som lyn fra en klar himmel i fredags

En kæmpe nyhed for alle Danmarks festival-interesserede, som endelig får et comeback fra Danmarks måske absolut stærkeste Hiphop-duo. Anders Wahrén, programchef på Roskilde Festival udtaler:

– Ukendt Kunstners lukkekoncert på Arena-scenen bliver den ultimative kulmination på otte dage med fejring af det unikke fællesskab, der findes på Roskilde Festival. Deres nye album markerer en ny æra, og det er på Roskilde Festival, at man for allerførste gang kan opleve det live. Det bliver en spektakulær finale – og så er det i øvrigt helt oplagt for os at slutte af med noget, der peger fremad. […]

– Mange har de seneste par uger gættet på og spekuleret i det hemmelige navn, vi har sat til at lukke Arena. Men indtil Dansktop pludselig så dagens lys i fredags, havde de færreste luret, at der var tale om et gensyn med Ukendt Kunstner, et af de største danske musikfænomener fra det seneste årti. De har banet vejen for en helt ny sensitivitet inden for dansksproget hiphop og for mange af de store nye navne, man også finder i vores program, for eksempel D1MA, Tobias Rahim, Ussel og Emil Kruse. Med Ukendt Kunstner har vi sat prikken over i’et for vores samlede program.

Roskilde Festival oplyser, at man forventer en udsolgt festival, hvilket er mere end forståeligt, når de nu har annonceret, at de genopstående HipHop-konger igen sætter fødder på scenen!

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com