15 maj Ugens Upcoming // Maaneland
Foto: Alexander Selch (Pressebillede)
Aalborg-duoen Maaneland er klar med deres debutalbum Metervarer Til En Drømmer. Et værk, der beskriver coming-of-age-fortællinger i de unge 20’ere, hvor drømmene og forventningerne er store, men også hurtigt kan blive tynget af realiteterne.
Gennem poetiske dansksprogede tekster – og et lydunivers, der er lige dele forankret i poppens melodiske greb og en rocket instrumentation – sætter Maaneland lyd til en generationsberetning, hvor tvivlen og ambitionerne går hånd i hånd. Duoen fortæller om albummet:
– Når man går rundt i sine tyvere, står man midt imellem en frigjort ungdom, hvor drømmene er store, og en voksen tilværelse, der destillerer de drømme med et nøgternt syn. Det er som ‘metervarer’, der tynger ens forventninger til tilværelsen. Metervarer Til En Drømmer er til alle tvivlerne, der går imellem melankoli og eufori
Albummet vender tvivlen på vrangen og giver plads til alle de mellemregninger, der er, når man som ung voksen udforsker og finder sit eget kompas og identitet. Duoen kommenterer hertil på en samtid, hvor alt glorificeres på SoMe-platforme – højdepunkter og livets milepæle kommer i forgrunden, og man skal være unik og skille sig ud. Maaneland vil være den umiddelbare og genkendelige lyd af mellemtiden – af dagen i morgen og ikke bare den næste store begivenhed.
Her på redaktionen er vi blevet helt vilde med refleksions-niveauet som Maaneland altid byder på, hvilket har gjort duoen mere end fortjent til pladsen som denne Ugens Upcoming. Tjek deres lille interview herunder:
Hvem er Maaneland?
– Vi er to nordjyske gutter, Alexander Bie og Andreas Rødbro, som mødte hinanden på musikuddannelsen på Aalborg Universitet. For os er Maaneland et udtryk for at lede efter noget uvist – ligesom månen. Det er et sted, som alle kender, men som ingen (i al fald meget få) har været. Vi lever i en tid, hvor alt glorificeres på SoMe-platformene. Højdepunkter og livets milepæle kommer i forgrunden, og man skal hele tiden være unik og skille sig ud. For os handler det lige så meget om dagen i morgen og ikke bare den næste store begivenhed; livets mellemregninger, hvor alt ikke altid går op og fremad.
Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
– Vi plejer at beskrive det som et sted mellem indie-rock og indie-pop. Det er fuldfede synths og rå, rockede guitarer, som sætter stemningen omkring en lyrisk melankolsk vokal. Til vores koncerter kan man forvente det storslåede, hvor vi giver forstærkerne alt hvad de kan trække, samtidig med at der kommer helt intime stunder, hvor det hele kommer lidt tættere på og bliver nærværende.
Hvordan startede I?
– Vi mødtes første gang på en rustur forud for vores opstart på universitetet. Vi faldt hurtigt i hak og begyndte langsomt at bygge Maaneland. I starten havde vi, på bedste nordjyske manér, lidt svært ved selv at tro på, at vi kunne tillade os sådan at forvente, at folk skulle gide lytte til vores musik. Det hele skete helt naturligt i forlængelse af vores venskab – vi ser generelt rigtig meget til hinanden, og i takt med at venskabet voksede, så var det som om musikken også gjorde, indtil vi for alvor begyndte at tænke, at vi havde noget.
Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
– Det er lidt en blandet pose. Andreas er god til tekster, og Alexander er dygtig til alt det andet: produktion, lyddesign, alt det teknologiske – han er glad for software! Som regel arbejder vi hjemmefra Alex’ hjemmestudie med en demo, hvorfra vi tager i Studio Communale hos vores gode ven, co-producer og guitarvikar Søren Zahle, hvor han får mulighed for at sprinkle lidt Zahle-magi og idéer indover musikken. Vi har også numre på pladen, eksempelvis “Nordjyske Motorvej”, som vi nåede at spille live i over et halvt år før vi indspillede dem, og de blev således udviklet sammen med de fantastiske gutter fra vores band.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Vores incitament til at skrive musik sammen opstod netop på baggrund af nogle fælles helte, hvor især The National, Bon Iver og The War on Drugs har inspireret os. Vi elsker også hele den danske brigade af bands som Barselona, Zar Paulo og Peter Sommer.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Alt muligt lækkert! Vi spillede for nyligt til en plademesse i Aalborg, hvorfra vi fik et eksemplar af Allan Olsens, Jøwt med hjem. Olsen er sgu for fed og hans tekster rammes også ind i en Nordjysk kontekst, hvilket vi også forsøger i vores sange, bare for vores egen generation. Der er mange historier som er så langt nede på jorden at de på en eller anden måde er universelle alligevel. Derudover ender The Nationals nye plade eller Blaue Blumes nye singler også tit i ørekanalerne.
Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
– Vi har jo en helt ny plade ude nu. Den har vi kanaliseret ekstremt meget energi ind i. Vi snakker dog allerede om det næste, og vi glæder os til at skulle starte forfra og bare skabe nye ideer som vi altid har gjort. Nu handler det i stor grad om at komme ud at spille og få mulighed for at præsentere musikken for folk – vi har nogle spændende koncerter på vej til bl.a. Nibe Festival, som vi ser meget frem til, og så går vi ellers spændt og ser frem til en levering af nogle vinyler med vores sange på
Hvad er drømmen?
– Orange Scene er jo et ret godt pejlemærke for rigtig mange musikere her til lands. For os drejer det sig nok mere om den opbakning, man skal have for at få lov til den slags. På lang sigt vil vi gerne blive ved med at lave musik sammen. Fokus skal altid være på kernen for os, og det er venskaberne og passionen for musikken. Vi drømmer om et langt liv med musik, men det vil bestemt ikke gøre det værre, hvis det lange musikliv akkompagneres af nogle koncerter på de store scener.
Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– “Praktisk Magi” er et nummer, som vi er utrolig glade for. Nummeret er baseret på Niels Klims underjordiske Rejse, hvor han møder nogle væsner, som udforsker hans forståelse af sin egen tilværelse. Vi føler, at nummeret har gjort noget af det samme ved os og vores musik. Med en eksplosiv energi og fremdrift var det som om vi opdagede en side af Maaneland, som vi ikke var klar over fandtes, og den glæder vi os meget til at udforske mere.
Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Flyversjus med Rød Aalborg, selvfølgelig.