07 maj Tredjeperson – SPOT Festival 2023
Foto: PR
Tredjeperson formåede trods kort varsel at spille rytmisk sal op tidligt lørdag aften.
4/5 stjerner
Med bind for øjnene og vocoder ved hånden indledte Tredjeperson deres koncert på årets SPOT Festival. Som en sidste øjeblikserstatning for SULKA var det vanskeligt at forestille sig præcis, hvor stort turnout man kunne forvente, men bandet formåede alligevel at få fyldt rytmisk sal godt op.
Iklædt blåligt lys åbnede tredjeperson med et besøg ind i underbevidstheden. Der var godt tryk på vokaleffekterne, og frontmanden Jonas Langager udviste et overbevisende nærvær og indlevelse i musikken.
Bandets kompositioner – solide popsange pakket ind i skæve taktarter og komplekse harmonier er kun blevet skarpere siden jeg sidst oplevede dem i foråret 2022. Enkelte numre synes mindre intentionelt arrangeret end andre, men størstedelen af numrene levede op til bandets ambitiøse musikalitet.
Bandet ramte undervejs i koncerten en nerve med numrene ‘Under Vandet’ og ‘Crash!’. Koncerten var klart mere medrivende, når medlemmerne fik lov at gå amok på deres respektive instrumenter. Bandet foretog en kort afstikker med det klubbede ‘Jeg Vil Bare (DANSE)’ som i større grad end bandets øvrige kompositioner spillede på disco-troper og et mere produceret og elektronisk udtryk. Alt i alt en glimrende koncert fra en veloplagt afløser med kort varsel.
-Skrevet af Niels Andersen