17 maj REPORTAGE: A Colossal Weekend

Foto: Syl // Adam Grønne (Pressebillede)
Venue: Basement, Ideal Bar og Lille VEGA
Dato: 11-14. maj 2023

A Colossal Weekend løb for syvende år af stablen i Vegas lokaler. Det var en progressiv og teksturorienteret omgang, hvis program i den grad levede op til festivalens navn, med en musik som var både himmelstræbende, massiv og mørk. Det følgende er en reportage om denne enorme lyd, som udfoldede sig i mørket, mens de fleste af byens borgere nød varmen fra de lune senforårsaftener. 

Det var en varm og solbeskinnet torsdag aften, da A Colossal Weekend åbnede i Vegas store musikkompleks på Vesterbro i København. Det smukke vejr stod i skarp kontrast til Københavns Kommunes mørke undergrunds venue, med den passende titel Basement, hvor man som tilskuer gik “omvendt forblændet” ind til festivalens åbningskoncert med det Australske math- og post-rock band Solkyri. Et tremandsorkester der, weekendens program taget i betragtning, derimod passede ganske glimrende til det blomstrende forårsvejr. Mere dur-betonet og opløftende blev det næppe på den tredages “metal” festival.

Det eksperimenterende møder det primitive

Det skulle da lige være, hvis amerikanske Liturgys religionsfilosofiske og angiveligt transcenderende black metal, på en af deres tre koncerter over weekenden fik løftet en helt op til de celestiale lag, med deres symfoniske “burst beats”, nodestativer og kunstfilm
At festivalens bookere havde valgt at give det avantgardistiske black metal-orkester hele tre koncerter, var på sin vis beskrivende for musikoplevelserne på festivalen. Ofte stod man nemlig over for kunstnere, der var eksperimenterende i tilgangen, men som også dyrkede det støjende, det repetitive og det minimalistiske. 

Weekenden bød på masser af tung musik fra den progressive tradition, men knap så meget af den variant, som overvælder én rytmisk eller via teknisk ekvilibrisme. Ligesom der heller ikke var meget af musikken, der havde den klassiske sangskrivnings fokus på gentagne motiver og hooks. 
Om det var norske MoE med deres Swans-agtige og støjende sludge metal (kæmpe anbefaling herfra!), britiske Shy, Low, som serverede en omgang klimatisk post-metal eller danske Dirt Forge, som serverede en omgang prog-induceret stoner/sludge, var stemning og tekstur i fokus, ofte i lineære kompositioner, der langsomt byggede sig op.

Generelt var programmet domineret af tungere stilarter med en masse elementer fra post-rocken med i bagagen eller bands, som passer decideret ind i genren. Hvorimod indflydelsen fra denne gren af rocken har skabt grundlag for spændende udviklinger i (ekstrem) metallen, kan det samtidig godt argumenteres for, at genren selv er stagneret. Derfor var det dominerende antal bookinger indenfor genren måske også noget, der holdt festivalen lidt tilbage og man kunne godt have ønsket sig et større udvalg fra den lækre buffet, som eksperimenterende tung musik kan byde på.

Der var dog også modsætninger til den ovenstående trend. Italienske Messa bragte som en af de få artister, heavy metal dyder fra 70’erne tilbage på forrygende vis. Med memorable riffs, stemningsfuld skønsang og den der umiskendelige klassiske rock swagger, udløste den italienske doom metal-kvartet et af de største jubelråb på festivalen.

Den ikoniske japanske kvartet Boris serverede ligeledes en saldo, der mindede en om metallens storhedstid fra årtiet efter, nemlig 80’erne, med alt dens prototypiske ekstrem metal-højspænding. 
I den mere rytmisk overrumplende og teknisk udfordrende afdeling fyrede Irske And So I Watch You From Afar med et skud ordentlige livsbekræftende og teknisk imponerende rytmiske saldoer. Ligesom danske Eyes med deres omskiftelige mathcore, gav Stauning Salen en kaotisk energiudladning.
Der var også, dog i langt mindre grad, ligefremme skud fra metallens stamtræ. Danske SYL leverede en passioneret omgang post-hardcore, britiske Intechnicolour bragte noget old school stoner rock.

Småt er godt

Der er også en række praktiske fordele ved A Colossal Weekend, der formentlig vil glæde mangen en person, som inklusive denne anmelder, har rundet de tredive (ja ja, så gammelt er det heller ikke). 
Alle koncerterne ligger inden for et enkelt minuts afstand i samme bygningskompleks, så man nemt kan pendulere mellem henholdsvis Lille Vega, Ideal Bar og Basement (drevet af Københavns Kommune). Da det er en storbyfestival er man, såfremt man er byboer, heller ikke langt fra sin egen seng. Som et minus inden for samme tema, kan man godt sige at der er en mindre “festivalsagtig” stemning, i kraft af mangel på fælles plads a la de enorme enge eller marker, man er vant til festivaler foregår på.

Udover Basements lille gårdsplads, samt langborde ved siden af baren, der i sig selv er i den ydmyge ende af skalaen, er der ikke rigtig nogen fælles områder, hvor suset af festivalstemning rammer én. Til gengæld er der gode åndehuller i nærheden i form af f.eks Enghaveparken, Sct Matthæus kirken eller Vestre Kirkegård, har man kridtet skoene.  

Som byfestival og platform for eksperimenterende og tung musik fra, mestendels undergrunden, er det dog en fornem platform, der tillader gæsterne at regenerere her uden for festivalsæsonen.

En fejring for nørder blandt nørder

Du er måske ikke klar over det, men metal er enormt. Festivaler over hele verden, hvor folk møder op i titusindvis, er dedikeret til genren. A Colossal Weekend er dedikeret til en række af de mest eksperimenterende og introspektive subgenrer inden for metallen. Som oftest var det mindre kunstnere inden for disse subgenrer, der dominerede weekendens program. Alligevel formåede arrangørerne at skabe et godt fremmøde, for hvad der næsten kan siges at være den tunge musiks pendant til SPOT Festival. Noget der viser, hvor utrolig relevant den slags musik stadig er, selvom mediedækningen langt fra altid afspejler det. 

Omend der ikke var udsolgt, var det en solid platform for mindre og ukonventionelle kunstnere at fremvise deres musik på. Uanset hvad man nu engang vil synes om de forskellige stilarter, så var det musikalske niveau gennemgående højt, omend det visuelle nogle gange godt kunne halte. Publikum var både tilstedeværende og entusiastiske. Måske knap så meget på den fysiske måde, man ellers kunne vente sig af metalfans, men man fik indtrykket af at det var et lyttende publikum, som var kommet for musikken. Og nej, det er desværre ikke en selvfølge på festivaler. 

Generelt må man være imponeret over den platform, der er blevet skabt til et eklektisk hjørne af metal og tungrocken – dedikeret langt overvejende til mindre artister. Som fan af denne lyd er det næsten must at befinde sig på ydre Vesterbro, når det igen bliver maj i 2024 – uanset hvor godt vejret end måtte være. 

– Skrevet af Emil Weis Brix