Lucky Lo – SPOT Festival 2023

Foto: Rita Kuhlmann (Pressebillede)

Lucky Los optræden på årets SPOT Festival mindede os endnu en gang om, hvorfor vi elsker at se hende live. Hun var præcis lige så intim og nærværende foran et enormt publikum i Musikhusets Store Sal, som hvis hun personligt stod lige overfor dig.

4/5 stjerner

“Efter, man har hørt en koncert med Lucky Lo, er man blevet et 8 procent bedre menneske”. Sådan introducerede salens konferencier den ventede første koncert med Lucky Lo i Store Sal på SPOT Festival. Det er netop den følelse, man tager med sig hver eneste gang, man forlader en koncert med den fantastiske dansk/svenske sangerinde. Alle, der har haft fornøjelsen af at opleve Lucky Lo live, ved præcis hvad der tales om. Det opstår helt naturligt igennem hendes konsekvente budskaber om næstekærlighed og fællesskab, hvilket i sig selv er opløftende. Men det helt specielle ved Lucky Lo er hendes måde at levere det hele på. Hendes måde at stå på scenen med selvtillid, mens hun kigger os i øjnene. For selvom hun i Store Sal stod foran et overvældende stort publikum, så talte hun til hver enkelt af os, som om vi alle var inviteret med til hendes egen lille privatfest på en bar. Det var inkluderende, nærværende og fantastisk at være en del af.

Der var kælet for de musikalske detaljer på scenen, og det var særligt det velspillende sammenspil i bandet, der løftede koncerten op i topklasse. Det var et magisk sammenspil, der foregik mellem musikerne i den simple og organiske opsætning af trommer, bas, guitar og Keys.

Med en række nye sange, vi aldrig havde hørt før, viste Lucky Lo os, hvad fremtiden bringer i de kommende udgivelser, og hvad fans af Lucky Lo kan glæde sig meget til. Men koncertens største højdepunkter blev stadigvæk under de store “Supercarry” og “Sunrise/Sunset”, hvor sangerinden nærmest måtte finde sig overdøvet af den euforiske fællessang. Hvis du nogensinde får muligheden for at opleve Lucky Lo live. Grib den!

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com