Jacob Aksglæde – SPOT Festival 2023

Foto: PR

Jacob Aksglæde lagde Rytmisk Sal ned i en koncert som havde både band, Jacob selv og publikum som hovedaktører gennem hele showet. En magtdemonstration af en koncert som cementerede Jacob Aksglæde som en sand del af den danske sangskat!

5/5 stjerner

Jacob Aksglæde indtog Rytmisk sal med et brag. Allerede fra før dørene åbnede var der kaos blandt alt alt for mange som stod i kø for at komme ind og nyde den folkekære sanger. Fra første frase i “Halvgud” er publikumdeltagelsen i top, og festen er i dén grad skudt i gang. Jacob Aksglæde formår at gribe publikums vibe og fordoble energien. Med stort lysshow og et band i ryggen som performer i verdensklasse synes Jacob Aksglæde ikke til at stoppe.

Nok er Jacob Aksglæde tilbage på de danske scener med et forandret kunstnernavn, men hans optræden i Rytmisk Sal var på ingen måder grøn. Professionaliteten og bevidstheden om hvordan hans optræden skulle fremføres, gjorde at Jacob Aksglæde ejede publikummet fra start til ende. Med en blanding af nye sange, ældre sange og sågar sange der ikke er udkommet endnu, skabte Jacob Aksglæde og sit band en massiv stemning, som skilte sig ud fra den begynderstatus acts på SPOT-Festival så ofte har. Som en overraskelse havde Jacob Aksglæde tilføjet to strygere til sit ellers fast bemandede band, og med denne sammensætning bag sig beviste hele holdet præcis hvilke evner de tilsammen har til at eje deres scene og deres publikum!

Allerede fra midt i showet var anmeldelsen nærmest skrevet af sig selv, og det er svært at give den magtdemonstration af en optræden andet end roser. Jacob Aksglæde selv var også blæst bagover af den respons hans musik fik fra publikummet, som flere gange overdøvede hans sang når muligheden bød sig. Under nummeret “Giv lys igen”, testede Jacob Aksglæde publikummet ved at sige “Lad os lige se om I kan synge den helt alene”. Før han overhovedet kunne nå at starte publikum op eller hjælpe dem på vej, tog menneskemængden over, og sang både omkvædet unden problem, men også ind i verset, mens en betaget og dybt taknemmelig Jacob Aksglæde stod tilbage med et forbløffet smil på læben.

Til publikums store glæde bød koncerten også på nyt fra sangeren. Med en sang han kaldte “Huset brænder” var den klassiske fest, ekstase, og generelle Aksglæde-stemning på ingen måder påvirket, og publikum sang med allerede efter første omkvæd, selvom sangen var uhørt. Og under hans første udgivede sang “Promilleromantikken”, gik han all in med bandet som alle stillede sig forrest på scenen, og dansede synkront mens de henholdsvis spillede og sang deres respektive dele af sangen. “Promilleromantikken” var endnu et, og måske det største, eksempel på publikum der nærmest sang højere end det var muligt for højtalerne i Rytmisk Sal at formå at blæse Jacob Aksglædes vokallyd op til.

Alt i alt var jeg vidne til en magtdemonstration fra en kunstner som ikke bare er garvet, men højst talenfuld på en scene, med et band som er ligeså. Præstationen i Rytmisk Sal overgik alle forventinger, og for en festival som SPOT-Festival, var denne koncert på alle måder overkvalificeret i kategorien upcoming. Både bandet og Jacob Aksglæde udviste fed energi, nærvær og en stagepresence som ikke var til at sætte en finger på. Især bandet fik nærmest en bigband-vibe med tilføjelsen af strygerene. Alle komponenterne sammen skabte en koncert man ikke havde lyst til at forlade efter de 30 tildelte minutter.

Helena Holm-Gregersen
helenagregersen@bandsoftomorrow.com