Fräulein – SPOT Festival 2023

Foto: PR

“Hvad vil du ha’?!” Jeg vil have mere af Fräulein på de danske scener!

4/5 stjerner

Fräulein lukkede alle gæsterne i rytmisk sal med ind i deres personlige sangskriverkollektiv. Med tre energiske musikere på scenen – Anna Halkjær Langgaard Nielsen på sang, Emil Mathiasen på bas og Jeppe René Veje Bredahl på trommer – beviste gruppen, at man ikke behøver baggrundsdansere, store lysshows eller andre hjælpemidler for at fylde en stor scene ud til punkt og prikke. Man kunne mærke gruppens tilstedeværelse, og det var mere end nok. Man kunne også mærke, at disse tre musikere har kendt hinanden i lang tid, og at det at få lov til at lukke deres kreative skrivekammer op til et stort publikum er en overvældende oplevelse. Måske endda en slags højdepunkt i bandhistorien. Og vi var en del af det. Jeg har ikke den fjerneste tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til denne trio i fremtidens musik Danmark, så jeg anbefaler alle at følge dem på denne rejse opad.

Fräuleins musik er nærværende dansksproget pop/rock, som sparker røv på en ny og frisk måde. Har man ikke stillet bekendtskab med numre som “Elske dig for evigt” eller “Hvad vil du Ha'” endnu, så er det bare at komme i gang. Dertil kan jeg anbefale, at man oplever disse sange live i deres rå og upoleret lyd.

Når først Fräulein har fået lov til at leve som etableret band på den danske musikscene i længere tid, så vil jeg glæde mig til at opleve dem igen – hvor de har udgivet flere singler og de store crowds vil kunne synge med på alle sangene og skabe en endnu større fælleskabsfølelse omkring deres musik. For det er netop denne fælleskabsfølelse, der bliver rammefortællingen koncerten med Fräulein på årets SPOT Festival. Man kunne mærke, at disse tre mennesker elsker at stå på scenen sammen, og det løb hele vejen ned af scenen kanten og ud til publikum – på en måde, så man med det samme får lyst til at hive fat i sin allerbedste ven og starte et band.

Tags:
Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com