04 maj ‘’En bænk ser livet gå forbi hver dag’’: Mød post-punkbandet Bænch

Bænch på en bænk foran deres øvelokale
Foto af Jeppe Seiding Olsen

Et sort skur i Horsens huser bandet Bænch. Øvelokalets få kvadratmeter er fyldt op af en enorm samling instrumenter og udstyr. Jimi Hendrix, Pink Floyd og David Bowie-plakater deler væggen med den halvnøgne dame Charlotte. Her hersker ingen tvivl om, at øvelokalet tilhører et post-punk rockband. 

Henslængt på en sort lædersofa sidder Bænch klar til interview. Sofaen er knap nok stor til at rumme alle fire medlemmer. På den venstre sofaarm sidder bandets synth-spiller Thea. På den højre, bandets trommeslager Emil med læderjakke og solbriller, dog stadig iklædt PostNord-bukser efter dagens strabadser. Klemt sammen i midten sidder guitaristen og forsangeren Frederik ved siden af bassisten Alfred. Vi fangede BÆNCH i øvelokalet, og du fange stemningen fra interviewet lige her:

Bandets endelige konstellation af de fire medlemmer skete i 2021. Siden da er de lige så stille begyndt at spire, og det er med stor stolthed, at de ser frem til deres første ture til SPOT og Jelling festival i år. Navnet Bænch er en gennemgående metafor, der beskriver en følelse, som de holder meget kær:

-Vi går meget op i bænke. Fortæller Frederik, og efter en lille pause uddyber han.
-Altså ikke på den måde. Bænke bidrager til en følelse, vi kalder ‘’smuk mode’’, hvor man bare sidder og har det smukt og kommer lidt dybere i samtalen. Den kan symbolisere en pause på vejen. Udover det er der en bænk ved vores gamle skole, hvor vi plejede at drikke øl. Det var gode tider.

Alfred uddyber efter nøje eftertanke:
-En bænk ser livet gå forbi hver dag. Man kan sætte sig og blive en del af den og få lov at se alle de mennesker, der går forbi, der er mange historier. Udover det har bænke fire ben, og vi er fire medlemmer. 

Thea tilføjer hurtigt en kommentar:
-Ja, og vi er jo alle sammen med til at løfte. Vi er jo ikke en taburet eller en ethjulet cykel. Vi en bænk.

Kærlighedstematikker og dubstep drops

Bænkemetaforen kan også videreføres til musikken. Om deres debutalbum Presence of Everything fortæller Bænch, at de gennem en progressiv rock-stil, inspireret af den britiske rockgruppe Pink Floyd, lavede musik om de helt store eksistentialistiske og filosofiske spørgsmål – emner en flok samfundskritiske unge i det senmoderne samfund kunne snakke om på bænken. Musikken har dog udviklet sig. Den dag i dag afspejler musikken emner, der er tættere inde på kroppen. Denne nye lyd er de godt tilfredse med, og man kan allerede høre nummeret ‘’ To ashes’’ i deres livekoncert fra eventet – ’SPOT på Midten’.

– Vi er rykket videre til post-punk rock. Vi prøver at gøre vores musik mere nærværende med personlige og relaterbare temaer. Det er både kærlighed og frustrationer, fortæller Alfred.
– Sangene opstår, som samtalerne man kunne have på en bænk. Man kan også snakke om kærlighed på bænken, siger Frederik.

Den kollektive og kreative skriveproces er også med til, at sangene bliver en fuld cirkel, hvor individet sættes ind i sammenhængen:

– Engang spillede vi hver især bare store soloer. Nu går vi meget mere op i kvaliteten. Vi spiller mere sammen og lytter mere til hinanden, fortæller Thea.

Udover at lytte til hinanden, så lytter Bænch også til andre for inspiration, hvor de udplukker de lyde, der afspejler dem som band: 

– Det er lige nu på pause. Men vi plejede at have ugens album, hvor vi valgte et album på skift, som vi alle skulle høre og vælge en favoritsang fra. Alt fra Nirvana til Ukendt Kunstner, Lou Reed og Pj Harvey, fortæller Thea.

Deres individuelle musiksmag og musikalske baggrund er meget individuel. Det kan komme til udtryk i musikken:

-På debutalbummet er der en jazz klaver solo. Vi snakker også om at have et dubstep drop på en sang og blande det med postpunk. Vi kunne ALDRIG finde på at spille jazz, men vi kan vi godt låne elementer fra andre genre, fortæller Frederik.

En koncert med Bænch er rock and roll efter en regnvejrsdag

En ting Bænch vil skrive i deres pladekontrakt, er deres forkærlighed til selvstændighed. De har aftalt aldrig at blive afhængige af clicktracks, backingtracks, pad-lyde eller kor ved en livekoncert:

-Der et eller andet charmerende over livemusikken uden clicktrack, når en sakker lidt bagud eller lidt forud til en koncert, fortæller Alfred.
-Det skal være Rock and Roll, understreger Emil.

Stemningen til en Bænch koncert beskriver de som en forsamling omkring noget melankolsk. En grå regnvejrsdag i Manchester. En sen aften i en fabriksby. Alle kommer ind drivvåde, men de bliver mødt af Rock and Roll. Denne melankolske følelse har vist sig at være effektiv til at røre publikummet:

-I Ringkøbing, for lang tid siden, kom en ældre mand med tårer i øjnene op og takkede os i coronatiden, så han måtte egentlig ikke gå derop. Men han måtte bare lige op og sige det, fortæller Frederik.
– En gang kom der en flok drenge og fortalte os, at de ville starte et band og spille support for os, fortæller Emil. 

Mange flere historier om fanoplevelser bliver nævnt. Bænch fortæller, at denne kontakt til publikum er noget af det vigtigste for dem, og at de som regel er de sidste, der går efter en koncert. Der er dog ikke kun regnvejr og melankoli på scenen. Sjove fanoplevelser husker Bænch også tilbage på med et stort smil:

-Der er Karoline. Til hver koncert vi spillede, viste hun support ved at smide trusser og bh op på scenen. Der kom også lige en dreng, der gik ud og tog sine underbukser af og kastede dem op, og bedte efterfølgende om at få dem tilbage efter, fortæller Thea.

De nævner, at de til hver koncert stræber efter at være innovative og bringe noget nyt. Alt fra en ny sang, en ny intro eller en koreografi kan tages i spil. Om de kommer på noget nyt, inden fredagens SPOT festival, må tiden vise. Længere ude i fremtiden håber Bænch på, at de kan gå fuldtid med musikken. Dog er der delte meninger om, hvordan det skal se ud:

-Om 10 år lukker vi Reading festival, siger Alfred selvsikkert.
-Argh der er vi på pension, siger Thea grinende.
-Vi spiller på alle de store. Det ikke på en lille bar, hvor vi får tyret flasker i hovedet, siger Frederik.
-Jeg er stadig på PostNord, siger Emil med en ironisk seriøsitet i stemmen. 

Vi glæder os til at høre Bænch spille på SPOT-Festival på lørdag, og forhåbentlig ser vi dem også optræde om ti år. 

Skrevet af Jeppe Seiding