09 maj David Eugene Edwards – Hotel Cecil
Foto: Adam Gerhold (Pressebillede)
Venue: Hotel Cecil
Dato: Fredag den 5. maj 2023
Det usædvanligt eklektiske og religiøse indie og alt-country ikon, David Eugene Edwards, gav en karismatisk, men lidt monoton koncert foran et fyldt Hotel Cecil på fredagens sidste store bededag.
3,5/5 Stjerner
Er man ikke bekendt med David Eugene Edwards’ musik, er en introduktion i den grad på sin plads. Edwards er nok mest kendt for at være frontmanden og den primære sangskriver i 16 Horsepower, der er kendt for at være den måske største pioner af genren “gothic country”. En genre der trækker lige dele på den dybe amerikanske folkemusik tradition og post-punkens støjende rytmiske intensitet. Synes du at det meste country er “corny”? Så er der muligvis en vej ind i countrymusikken for dig her!
I 16 Horsepower finder man ham intenst fortælle om, hvordan søgen mod guddommelig frelse er et af få lys, i et ellers meget mørkt verdenssyn. Såkaldte “fire and brimstone” fortællinger. Sunget af en forfriskende upoleret, men teknisk stærk stemme – samtidig med at sjælen krænges ud på accordion, banjo og forvrænget slide-guitar. En stil han i store træk har fortsat på soloprojektet Wovenhand.
Der var noget passende over at bruge den formentlig sidste store bededag i selskab med en af indie-traditionens mest notorisk religiøse kunstnere. Notorisk fordi Edwards i en ikke så lille grad er prædikende. Som han udtaler i dokumentaren “The Preacher” fra 2000, er det primære formål med hans musik at sprede bibelens ord. Heldigvis er David Eugene Edwards også mange andre ting, og det er svært ikke at være fascineret af hans intense søgen efter mening, hans afvisning af modernitetens brutaliteter og overfladiske kulturelle symboler, samt det utrolige faktum at han overhovedet har skabt sig en plads i en branche, hvor det at være kristen i en hvilken som helst udstrækning hurtigt kan give dinosaur-status.
Og her var han så på scenen i et fyldt Hotel Cecil i indre by i København: iklædt et klassisk glam rock outfit, var det ikke for den religiøse ornamentering og det veletablerede ry. Halv Aerosmith, halv Abraham – umiskendelig amerikansk. Alene på scenen, med en klassisk guitar og hvad der lignede en “mandolin-banjo”, kun omringet af tre stabler af forstærkere og akkompagneret af forskellige dronende backing tracks.
Edwards var som altid intenst til stede, man mistænker manden for ikke at være i stand til andet på en scene, med en stemme, der er modnet fantastisk over årene (Edwards er fra 1968). Både klang og pitch var gennemgående gode og konsistente over den time, plus det løse, koncerten, eller messen, varede. For Edwards fremførsel havde en messende karakteristik over sig.
Sangene var langsommere, melodierne ændret og forsimplet, så de fremstod mere hypnotiske. David Eugene Edwards er en af de slags kunstnere, der ændrer sine sange konstant, hvilket man også vil finde på både 16 Horsepower og Wovenhand live-udgivelser.
Om det er fra hans store idol Bob Dylan, eller om det er fordi, ifølge ham selv, at sangene “styrer” ham, vides ikke. Men det tilfører et ekstra element til live-oplevelsen.
Selvom det gav en særlig intensitet til Edwards optræden, gjorde denne konstante fortolkning, og de lige så konstante backing tracks, oplevelsen en anelse monoton. Noget, der føles ærgerligt for en kunstner, der ellers har en stærk variation i bagkataloget, uden at intensiteten ellers nogensinde føles haltende. Man kunne godt have tænkt sig noget mere af den variation, f.eks et nummer med banjo eller accordion uden dronernes bagtæppe – måske endda nogle visuals til at akkompagnere musikken?
Et andet oplagt punkt mange fans vil have lagt mærke til, men der er svært at forholde sig til som kritiker, er at setlisten i meget lille grad repræsenterede de dele af 16 Horsepower bagkatologet, som han ellers er mest kendt og respekteret for. Kun “Horsehead” blev fremført fra den skelsættende debut, og de indflydelsesrige plader “Low Estate” og “Secret South” var slet ikke repræsenteret. Til gengæld fik man to skæringer fra, hvad der for de fleste lyttere, må være et dog relativt højt lavpunkt i gruppens bagkatalog. Med andre ord føltes det meget som et Wovenhand akustisk solo show.
David Eugene Edwards har dog aldrig været en, som søger at leve op til bestemte forventninger, hvilket uafviseligt for ham er et sine qua non rent kunstnerisk. Dog kunne man godt have håbet på, at denne sjældne turné under eget navn, havde været en fejring af hele hans bagkatalog og ikke en relativt kort fremførsel af de udpluk fra de sidste tyve års materiale. Dog kan man ikke afvise, at Edwards er helt sin egen og efterlader et særligt indtryk med stor musikalitet – og for det fortjener han en særlig og stor respekt.
– Skrevet af Emil Weis Brix
