07 maj Baloosh – SPOT Festival 2023
Foto: PR
Scenens bemandning var under konstant omskiftning, da Baloosh fyrede op for en hjertevarm fest, hvor der var plads til både store tanker og store armbevægelser.
4.5/5 Stjerner
Den store scene virkede en my nøgen, da Baloosh gik på med en trommeslager og en guitarist ved sin side. De første to numre var leveret med dette setup, men festen og følelserne blev bestemt ikke gjort mindre af den lille opstilling. Til tredje nummer gik scenens bagtæppe dog op, og afslørede et mindre orkester, hvortil to kor-sangere også trådte ind på scenen. Dette var blot starten på den store udskiftning i scenens aktører – og det var gjort med stor stil. Efter det smukke orkester-rap, inviterede Baloosh Shooter Gang på scenen, til en absolut eksplosion i publikum. Energien mellem actsene var helt perfekt, og Shooter Gang var en sand fornøjelse at opleve side om side med Baloosh. Ikke længe efter de tre rappere blev jublet, klappet og elsket af scenen, inviterede Baloosh endnu en gæst på scenen; Århus’ rapkonge, L.O.C.. Crowd gik fuldstændig amok, og festen i lokalet voksede sig gigantisk. Aftenens koncert var proppet med gæster af langt forskellige typer, og under “Hayati” havde kunstneren endda inviteret en mavedanser med på scenen, som tilføjede et dragende visuelt element til den enorme koncert.
Foruden de mange gæster og den kæmpe fest i lokalet, formåede Baloosh også bringe følelserne frem. Under blandt andet sit endnu-ikke udgivne nummer “Outro” (som var et af tre numre fra hans kommende album, der blev præsenteret til koncerten), stod han side om side med guitarist Tim, og viste den mere seriøse af side af kunstneren med en absolut smuk levering. Ligeså meget som denne koncert var en kæmpe fest, var det bestemt også en aften i følelsernes navn, og rapperen fremviste sine fejlfrie talenter som hjertefølt sanger.
Det var lidt mærkeligt at have koncerten i Store Sal, hvor man har en allokeret siddeplads, da koncerten bestemt ikke var en af dem man ville sidde ned til. Det var dog heller ikke værre, eftersom samtlige personer i crowd stod og dansede under hele koncerten – undtagen førnævnte levering af “Outro”, hvor alle i rummet sad ned og holdte sin ****, et virkeligt stærkt moment. Lys-showet på scenen var virkelig stærkt, og fremhævede de musikalske kvaliteter fantastisk; men dog blev jeg noget forstyrret af hvor ofte publikum blev lyst op, da det tog en smule af den magiske effekt ud af oplevelsen.
Baloosh var uden tvivl en kæmpe oplevelse på SPOT, og havde denne aften vist både store følelser, en kæmpe fest, masser af gæster og venner på scenen og ikke mindst virkelig top-kvalitet musik!