07 maj AySay – SPOT Festival 2023
Foto: Sebastian Vistisen Toft (Pressebillede)
AySay var en magisk oplevelse. Alle dem, der nåede at få en plads i lille sal, må føle sig som nogle af de heldigste festivalgængere på SPOT Festival i år.
5/5 stjerner
For det var en fortryllende koncert-oplevelse, der lørdag aften markerede begyndelsen på slutningen af årets SPOT Festival. Og hvilken måde dette var at slutte sin lørdag af på. For dem, der havde stiftet bekendtskab med AySay vidste jo, at man ikke skulle bruge denne halve time på at moshpitte, hoppe tungt op og ned til ‘fire-i-gulvet’ eller på anden vis te sig som en typisk festivalgænger. Vi skulle tilbringe den halve time i selskab med fire virtuose musikere, med Luna Bülow Ersahin i centrum af det hele. Og vi skulle lære at udtrykke vores glæde på en helt ny måde, igennem jubelråb fra kurdisk/tyrkisk tradition – med de introducerede to vigtige regler: “Husk at trække vejret. Og husk at tro på jer selv”.
Først og fremmest så kan jeg ikke beskrive nok, hvor godt disse musikere spillede. Man sad måbende og kunne ikke stille andet op end bare at nyde groovet, de små detaljer i lydbilledet og medlemmernes interaktion med hinanden. Fremragende!
AySay var en kulturel indsprøjtning på tre forskellige måder. For det første, fusioneredes anatolsk folkemusik med toner af nordisk pop i fantastisk blanding. For det andet, blev der sunget på både dansk, tyrkisk og kurdisk, og det blendede så godt sammen, at man ikke nåede at tænke over sprogskiftende undervejs – før det gik op for én, at man pludselig forstod, hvad der blev sunget. For det tredje, så kom aftenens hovedperson med en helt særlig historie i bagagen. En opvækst, der både er præget af både dansk og kurdisk kultur, forskellige måder at tænke på og fri og ikke-frie strukturer. Og netop dette sidstnævnte var et særligt fokus for Luna Bülow Ersahin, der med rettet ryg kiggede mod sit publikum med ordene: “Fuck de systemer, der opretholder at frihed kun er for de priviligerede”.
Det var både en fortryllende og magisk oplevelse at blive ført igennem Luna Bülow Ersahins historiefortælling, der demonstrede, at vi trods forskellighed på tværs af kulturer er utrolig ens. Jeg elskede hver tone, der blev sendt ud til os og hver linje der blev sunget – sproget ligemeget. Og jeg elskede at udtrykke glæde sammen med bandet. Selvom det var på en anden måde, end jeg nogensinde havde gjort før.