ANMELDELSE: FABRÄK startede moshpits fra første sekund

Foto: Anna Gabriela Valentinuzzi Borgkvist
Venue: Store VEGA
Dato: 28. april 2023

Når FABRÄK står øverst på plakaten, bliver forventningerne lynhurtigt stillet ind på en kæmpe energiudladning, et brandvarmt crowd og en fuck-hele-verden vibe. Deres eksplosion på Store VEGA levede op til hver af de ting, og tog dem endda skridtet længere.

5/5 Stjerner

I et tæt-pakket VEGA fløj supporten ØNDI ind på scenen med et enormt højt energiniveau. Ved første øjekast, tænkte jeg at de gennemsigtige net-trøjer og høje hæle umiddelbart var et mis-match i forhold til den stemning aftenens headliner bød på – men jeg måtte hurtigt erkende, hvor grueligt fejl jeg tog. Sangene var af fantastisk musikalsk kvalitet, larmende, storladne og leveret med et tårnhøjt energiniveau. De varmede crowd helt fantastisk op helt fra første sang, og stemningen i VEGA var helt utrolig allerede til opvarmningen. Tamburiner og mikrofoner blev kastet rundt på scenen, mens bandet spillede sig igennem sit seks-sange-lange sæt, hvor energien ikke på noget tidspunkt faldt ned. Et band, der tydeligvis elskede at stå på en scene, og satte et virkelig stærkt præg hos mig og formodentlig også hos hver eneste anden person i lokalet. En af de bedste opvarmninger, jeg til dato har oplevet og det var en begejstring, som spredte sig i hele crowdet. En totalt genial performance, og det HELT rigtige match til, hvad der var i vente.

Efter ØNDI gik af scenen, og et meget mærkværdigt valg af Guldimund havde spillet færdig på VEGAs anlæg, gik det store scenetæppe op igen, og ind trådte bandet BASKE, som også var opvarmning på duoens 2022-turné. Over den bragende bas, blev frontmandens stemmebånd blev totalt destruerede, da han bød FABRÄK på scenen til en detonation i crowd. Omkring 4 sekunder inde i første track anede jeg en cirkel blive åbnet i crowd, som lynhurtigt tromlede sammen igen til aftenens første moshpit.

Det var et fantastisk vidne til hvilken slags koncert der leveret. Duoen, som stod side om side med sit band, bragede taget af VEGA og smadrede hårdt nok til at hele Enghaven har vendt hovedet bekymret i spillestedets retning. Der var ingen i det rum, der gav en fuck. Duoen havde skruet helt op for alle knapperne bag lydpulten, og alt i rummet rungede i takt til den samlede bevægende menneske-masse der stod foran scenen. Crowdet blev gjort til en symbiose af den hårdtslående musik, og hele rummet rykkede sig frem og tilbage til den høje (og utroligt velmixede) bas, og duoen leverede sine benhårde bars med en utrolig præcision og styrke og sikrede at alle i det rum ville huske den her oplevelse de næste mange måneder.

Efter 3-4 tracks, hvor hele rummet rungede og min bekymring for gulvets holdbarhed var blevet mere end udfordret, tog FABRÄK omsider tempoet lidt ned. Duoen har for nyligt udgivet en bog, hvorfra en passage blev læst op over et mere tilbagelænet groove. Søen af lightere i publikummet voksede sig lynhurtigt til et hav, og oplæsningen lænede sig mere over i en ballade. En virkelig overraskende og ligeledes smuk oplevelse, som jeg bestemt ikke havde forventet at skulle opleve til en koncert med så hårdtslående lyrikere. Det var stærkt veludført, og blev taget stærkt imod af crowd, som dog lynhurtigt blev afbrudt i deres applaus af et hurtigt trommebeat og den smadrede bas som markerede starten på næste nummer. Jeg var kortvarigt forundret over at vælge at tage en bogpassage-oplæsning med til en koncert af den kaliber, men den blev leveret med en så stærk selvtillid, kadence og med den helt rigtige timing til at gøre det til en stærk og vel-passende oplevelse.

Tempoet blev, som nævnt, lynhurtigt skruet helt op på maks igen, og gruppen leverede den ene banger efter den anden til et crowd, som ligeså stille bare blev til et stort moshpit i VEGAs største lokale (der desuden virkede utroligt småt på denne aften). Energiudladningen var ekstrem i det gyngende lokale, som virkede svalt da jeg først gik gennem dørene – det var det bestemt ikke ret længe. Jeg blev mødt med en stor skepsis, da gruppen begyndte at spille tracket: “AUTOSTRADA”, for det er bare svært at spille en sang live, hvor ikke alle medaktører er til stede. Min skepsis blev dog skudt ned og trampet på, da Artigeardit kom flyvende ud på scenen og leverede med utrolig skarp præcision sit vers til sangen, til et enormt brøl fra et crowd, jeg ikke havde troet kunne skrige og råbe højere, end hvad jeg allerede havde hørt i løbet af aftenen. Endnu engang var timingen spot on, og Ardit var det helt perfekte match til den stemning, som rungede i salen. En fantastisk overraskelse, som bare viser gruppens talent for at ramme de helt rigtige steder.

Et par tracks efter Artigeardits exit, tog duoen endnu engang tempoet helt ud, og som de selv forklarede det:
– Enhver fest har et moment, hvor tempoet bliver taget lidt ud. Det der moment hvor man sidder ude i køkkenet og ryger smøger

Et perfekt citat til aftenens instrumentale sang, som, trods kun 1 minuts længde, formåede at lade crowd op til endnu en eksplosion. Det var nemlig snart tid til aftenens sidste brag. Man kunne næsten høre alle i rummet tænke “DAARLIGT”, hvorefter duoen nævner til en kæmpe skuffelse, at de desværre ikke kan spille “DAARLIG” af juridiske årsager. Jeg mærkede min, samt resten af publikums, øjenbryn falde helt ned i panden og alt den energi, der var i lokalet forsvandt øjeblikkeligt med den sætning. Skylden blev skyldt på juristen Henning, som stod nede bagerst i lokalet, og holdningen til Henning blev meget tydeligt gjort opmærksom på, da FABRÄK sagde “Fuck dig, Henning” og SAMTLIGE hænder i det lokale rakte sin grimmeste finger mod bagenden af lokalet.

Men vi har skrevet en ny sang, der hedder “Knallert” og den minder ret meget om “DAARLIGT”
Trøstede duoen med, hvorefter de satte introen til “DAARLIGT” på og hele crowd råbte, skreg, hoppede og kastede med håndtegn. Den perfekte afslutning på en fuldstændig sindssyg aften, hvor det gyngede, raslede og rungede i VEGA, som uden tvivl har skulle betale store bøder for de skader, der unægteligt er blevet forvoldet på deres lokaler efter så sindssyg en aften.

Overordnet en vanvittig aften. Fuldstændig vanvittig. Det eneste mismatch, var duoens mange takke-taler til publikum; som jo ikke på nogen måde er unormalt til en koncert – men jeg havde alligevel en lille forhåbning om, at duoen havde lidt mere fuck-dig energi i deres kommunikation med crowd, det er jo FABRÄK. Men det skal ikke tage noget fra den kæmpe fest, der var i det lokale som jeg forlod med mere sved på panden end jeg vidste jeg havde i kroppen, og jeg var fortsat forpustet hele min tur hjem. Helt og aldeles en fuldstændig sindssyg aften.

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com