ALGA – SPOT Festival 2023

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

ALGA var ikke til at hugge eller stikke i, selvom der var udfordringer nok undervejs til at slå svagere sjæle ud, men havde tværtimod sat sig for at belønne det talstærke publikum for deres tålmodighed.

3.5/5 stjerner

Folk var mødt talstærkt op i eftermiddags til en af de indledende koncerter på årets SPOT Festival, og måtte udholde klaprende tænder og skrattende højttalere, da tekniske udfordringer desværre fremskred tidsplanen på Bassinscenen. Det var ALGA vi alle ventede på, og ventetiden blev afbrudt af marcherende trommer og pludselig var koncerten i gang!

Desværre var det ikke ovre med de tekniske vanskeligheder og lyden ude på pladsen blev desværre ved med at være en ærgerlig faktor i ALGAs ellers medrivende og selvsikre show. Lige meget hvor jeg flyttede mig hen kunne jeg nemlig ikke finde et sted hvor det ikke lød som om højttalerne var blevet pakket ind i stof.

MEN!


ALGA formåede at trodse de uheldige forhold og endte med at få mobiliseret publikum, der ellers havde pakket sig rimelig langt ned i jakkerne, helt op foran scenen. Jeg ærgrede mig helt over at det ikke var mørkere, for ALGAs dystre lydbillede giver nemlig en lyst til at stå alene midt i et virvar af blinkende farvede lys og leve sig helt ind i deres elektroniske verden, hvilket dagslyset desværre satte en stopper for.

Live bærer forsangeren Alberte Silberbrandt sig selvsikkert rundt på scenen og opfordrer til at synge med og slippe hæmningerne med et beundringsværdigt overskud, og det så heldigvis ikke ud til at hun havde ladet dagens udfordringer gå hende på! Hatten af for det.

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com