07 maj AFSKUM – SPOT Festival 2023

Foto: PR

Afslutningen på SPOT endte i en magtdemonstration fra ultrahypede AFSKUM, der formåede at blæse hele Store Sal bagover med sin intense lyd

4/5 Stjerner

Hvad er der tilbage at sige om AFSKUM, som ikke er blevet sagt tusind gange allerede? Det må simpelt hen være den mest spændende historie i dansk musik de seneste par år, hvordan AFSKUM bare har trodset uskrevne regler og branchestandarter, og stadig formået at skabe en hidtil nærmest uset hype omkring sit navn.

I går aftes beviste han, at hypen er fuldstændig berettiget da han badede Store Sal i rødt lys og sin beskidte lyd, der får ens følelser til at vende sig på vrangen. Sangene kredser ofte omkring repetitive tekster eller synthriffs, der pludseligt bliver afbrudt af AFSKUMs sønderrivende skrig og erstattet med bulder og brag i kæmpestore klangflader. AFSKUMs setlister føles aldrig som en nøje tilrettelagt plan for at skabe den bedste oplevelse for tilskuerne, men tværtimod en nødvendig rækkefølge af sangene for at kunne give afkast på de intense følelser, sangene er skabt ud fra.

Dog er der en ting der plager mig ved AFSKUM, som jeg har bidt mærke i et par gange nu, og som blev meget tydeligt i den rungende sal. Hans skrigen og råben drukner i den voldsomme lyd bag ham, og det bliver dermed svært at mærke nerven i sangene fuldkomment, når man ikke får alle ordene med. Da jeg hørte dem spille på Radar til Lift Offs Day Party ca. 11 timer før koncerten i Store Sal, var dette ikke nær så stort et problem, og der blev de længselsfulde tekster og den fortabte levering ved med at sende kuldegysninger ned ad min rygsøjle. Det savnede jeg i Store Sal.

AFSKUM skal dog have sin ros for at være en performer i særklasse, og jeg forstår ikke hvordan han kan fremmane de følelser gang på gang for at sætte sig selv i det rette mindset til at levere så ægte, energiudladende og unikke præstationer. Han varierer imellem at messe teksterne med sin (meget) dybe vokal for derefter uannonceret at skrige næste linje, hvilket sender ham afsted på sprint rundt i lokalet. Flere gange kunne man se at han tog tilløb til at forlade scenen og løbe ud iblandt publikum, men han gemte det til sidst, hvor det var blevet meget tydeligt at han havde fået nok af den afstand til publikum, der naturligt var i lokalet grundet de mange stolerækker. Man snakker tit om hvorvidt en kunstner kommer nok ud over scenekanten, men AFSKUM kan slet ikke lade være.