02 maj 10 Hurtige Til Uimodståelige DATTER

Foto: Simone Juice (Pressebillede)

DATTER skaber et rum, hvor følelserne bæres af musikken – det er lyden af ungdommen, en stemme der giver dig plads til at trække vejret, mens kroppen fyldes af fremmed kærlighed, begær og frustrationer. Alt sammen indhyllet i varierende rene og forvrængede guitartoner, der sammen med de hårdtslående og groovy trommer, tager udgangspunkt i pop- og funk genren, og danner grobund for lyrikken.

DATTER er et nyt skud på den danske musikscene og spiller indie-rock med kærlighed fra både pop- og rockscenen. DATTER inviterer dig ind i sanger og sangskriver Josephine Copes ærlige indie-univers, formidlet med følelserne udenpå tøjet. Josephine skriver tekster, som befinder sig i et skrøbeligt, men selvsikkert rum, som hun, med sin kraftfulde vokal, bryder igennem muren og ind til lytterens følelsesregister.

I morgen kan gruppens fantastiske musikalske virkemidler opleves live, når de spiller i Pumpehusets Byhaven til Bands of Tomorrows Uimodståelige. Live bliver DATTER understøttet af Lasse Riis Svendsen, der bidrager med sine jazzede basrytmer samt Søren Jefsen med sine synths, der svæver ind over lydbilledet. DATTER er netop et band, der uden tvivl finder sig bedst tilpas på livescenen. Her opnår musikken dets fulde potentiale, og nerver og nærvær får frit spil i legen med publikum.

I forbindelse med den magiske koncert i morgen, har vi taget en lille snak med bandet for at kunne blive lidt klogere på dem og deres musik:

Vores musik er

– Ærlig. Den er helt sin egen, ikke mere, ikke mindre. Den er tankemylder, og skaberlyst, social angst og gensynsglæde og meget mere alt på samme tid. Den er menneskelig. Den er ikke et forsøg på at skabe det mest specielle, det største kunstværk eller den smukkeste komposition. Den forsøger ikke at være noget “man aldrig har hørt før” eller som er musikteoretisk korrekt. Den forsøger blot at bearbejde følelser, at give udtryk for tanker og sindstilstande og at opnå en eksistensberettigelse igennem den håbløst banale menneskelighed som mange forhåbentligt kan spejle sig i på den ene eller den anden måde. Vi håber at vores musik kan mærkes i kroppen og i hjertet, og at den føles tilgængelig. 

Vi begyndte at lave musik fordi

– Joe ikke kunne lade være med at skrive sange, og så skulle hun jo finde nogle der kunne spille dem. Sådan startede det i hvert fald. Joe skrev sangene og Magnus og Aksel hjalp med arrangement, men var ikke nødvendigvis lige klar på, at det skulle blive til mere end blot at hjælpe med nogle optrædener. Men et eller andet sted i processen skete der noget, og langsomt blev Aksel og Magnus inddraget mere i kompositionen af sangene og blev mere og mere investerede i projektet. Og pludselig rummede vi alle tre bare en hel enorm skaberlyst omkring det her projekt. Nu er det vores, og vi glæder os bare til at lave endnu mere musik. 

Vi finder inspiration i

– Hinanden, først og fremmest. Vi bidrager alle tre med meget forskellige ting i det her projekt, og har meget forskellige musikalske baggrunde, hvilket er super fedt, for det betyder, at vi ikke bare bliver et ekkokammer for hinandens meninger og musikalske bagland, men i stedet har vi to inspirationskilder siddende lige ved siden af os hele tiden. Vi finder virkelig meget inspiration i vores forståelse for hinanden som mennesker og som musikere. Vi har efterhånden kodet os så meget ind på hinandens musikalitet, at vi næsten kan vide, hvad hinanden har tænkt sig at gøre, før det sker. Vi akkompagnerer hinanden utroligt godt og støtter og fremhæver hinandens musikalske styrker. Det kan være udfordrende, at have meget forskellige tilgange, men vi har bare fundet en måde at bruge det som en force, og dét er utroligt inspirerende for os. 
Joe skriver teksterne, som meget kredser om møder med andre mennesker, med omverden og med virkeligheden, og tager udgangspunkt i tankemylder og følelser i en ung, queer kvinde. Så det er også en konstant inspiration og et konstant holdepunkt i vores musik.

Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var

– Joe: Uh jeg hader faktisk virkelig det her spørgsmål, for det er jo så svært at skulle vælge én. Jeg har været til så mange fantastiske koncerter, som hver har givet noget helt specielt. Men hvis jeg skal fremhæve noget, så kunne det fx være Blaue Blume, både på Ros i 16 og i store VEGA 1. marts i år. I det hele taget er det faktisk ofte koncerter med danske musikere, som virkelig rammer mig, da jeg bare synes de har en helt speciel kontakt med deres publikum, og der virkelig sker mange vidunderlige ting på den danske musikscene lige nu. Og så var Rina Sawayama på Ros 22 jo bare ikonisk! 

– Magnus: Death Grips på Arena i 2019

– Aksel: Nu har vi været til en del koncerter på kryds og tværs igennem de sidste 3 år og været meget heldige at kunne opleve nogle meget intime koncerter, f.eks. Bisse på vores højskole. Jeg er faktisk ikke i tvivl. Idles på Roskilde 2022, en fuldstændig fantastisk sammensmeltning af det britiske tunge punkrock og enorme mængder af kærlighed. Det er en koncert jeg er glad for jeg oplevede sammen med nogle af mine tætteste mennesker.

Det vildeste sted, vi kan forestille os at spille, er

– Roskilde Festival.

Hvis ikke vi var musikere, ville vi være

– Joe: Well, jeg skal læse sociologi til sommer, så jeg må vel næsten hellere sige sociolog? Men min musik er drevet ret meget af en skrivelyst også og en trang til at få mine tanker ned på papir, som nok hænger sammen med en lille forfatterdrøm, jeg altid har haft i maven :)) 
– Magnus: Altså, jeg skal starte på maskinmesteruddannelsen. 
– Aksel: Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg nok være ude og rejse. Hvis det skal være mere arbejdsrelateret, så er jeg ikke i tvivl om jeg ville stå bag en pult og lave koncerter, eller afvikle på venues. Jeg kan ikke se mig selv udenfor musikbranchen.

Vi drømmer om

– At kunne forblive glade i det vi laver og ikke at miste hovedet og os selv i det hele. Musikbranchen kan være hård, men vi har et sindssygt stærkt hold med os, som jeg personligt er evigt taknemmelige for, er så gode til at tage hånd om os, selv når vi bliver helt stressede og ikke forstår hvad der foregår.

Det vigtigste for os, når vi spiller live, er

– Kontakten med hinanden på scenen og kontakten med publikum. Hvis vi skaber en god energi på scenen og bag scenen, er i bare så meget mere til stede. Så er man tryg ved at gå på scenen med hinanden, og på den måde har vi meget mere overskud til at tage kontakt til vores publikum, hvilket også betyder utroligt meget for os. Ligemeget om der er 10 eller 100, så er det mega vigtigt for os at kunne mærke, at den energi vi sender ud, også når helt ud til vores publikum. For så sender de den oftest tilbage igen. Og på den måde bliver en koncert et møde, en samtale nærmest, og ikke bare en monolog. 

Når folk lytter til vores musik, skal de

– Vide at de lytter til et queer perspektiv. Til et kvindeligt perspektiv. Til et ungt perspektiv. Så nej, det er ikke alle, der kan spejle sig i alt, vi skriver. Men langt de fleste vil nok kunne spejle sig i meget af det. For fælles er jo, at vi alle bare er mennesker, og har menneske følelser og tanker, som oftest ikke er helt så ensomme og alene, som man måske kan komme til at tro, på trods af at vores forudsætninger og kår kan være vidt forskellige. 
Vigtigst skal folk bare vide, at det er okay ikke at være på toppen konstant. Vi inviterer i et rum hvor vi vil give plads til alle ens følelser. Vi håber det rum vi skaber, er noget bare ét menneske kan spejle sig i.

Til vores koncert i Pumpehusets Byhave kan man forvente

– Kæmpe god energi og et lækkert set. Måske kunne der endda dukke lidt musik op, som vi aldrig har spillet endnu, og som heller ikke kommer til at være en del af vores EP. Så lidt eksklusivt kunne det godt gå hen og blive, hvis man svinger forbi Byhaven d. 3. maj. Vi glæder os i hvert fald helt vildt og lover jer for, at vi bringer et stærkere DATTER end nogensinde før.