31 maj 10 hurtige til… M Rosenbaum
Foto: Nina Kjær Rasmussen (Pressebillede)
Med blot to singler ude har M Rosenbaum allerede slået fast at hun er kommet for at blive. På fredag, den 2. juni udkommer debutalbummet Perversions – lyden af M Rosenbaums livsberetninger.
M Rosenbaum er en ny spiller på den danske musikscene. I marts debuterede hun med singlen “More” som røg direkte i rotation på P6 Beat og ind i lytternes hjerter. M Rosenbaum havde egentlig lagt musikken på hylden, fordi hun var bange for ikke at have noget på hjerte og bange for sårbarheden, der følger med, når man skriver om sit eget liv. Usikkerheden og sårbarheden kunne dog ikke holde hende tilbage og på fredag, den 2. juni, udgiver hun debutalbummet Perversions. Selv fortæller hun:
– Perversions er det sted, hvor jeg er ærlig; lyrisk og musikalsk – og over for mig selv. Hvis man kunne skære nogens hjerne op, og få deres liv ud i lyd, ville min hjerne lyde som Perversions, tror jeg. Perversions handler om min egen lille, perverterede, nostalgiske verden med historier fra mit eget liv
Samme dag, som albummet er ude spiller M Rosenbaum desuden i Pumpehusets Byhave – En perfekt mulighed for at høre de nye sange live. I anledning af de festlige begivenheder har vi stillet M Rosenbaum 10 hurtige spørgsmål, som du kan finde svarene på lige her:
Min musik er…
– Mit forsøg på at anskueliggøre en række almenmenneskelige og mere personlige tilstande og situationer for mig selv. Naturligvis gennem mit eget livs enlige kighul. Men jeg håber, at man kan relatere til mine sange om både sorg og glæde og alt derimellem.
Jeg begyndte at lave musik, fordi…
– Jeg ikke orkede at skrive dagbog.
Jeg finder inspiration i…
– Ting jeg ikke helt forstår. Fx døden. Eller destruktiv adfærd i mig selv og andre. Eller min egen ekstase over at fylde år – år efter år!
Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At jeg lærer noget. Om mig selv eller andre ved at skrive noget frem. Eller om de mønstre og strukturer, der gemmer sig i musikken, og de følelsesmæssige klange, der gemmer sig i instrumenterne. Og så må det da også gerne lyde godt. Så forlader jeg sangen inspireret på ny.
Det sejeste sted, jeg kunne forestille mig at spille med mit nye album, er…
– Den næste festival hvor Fiona Apple spiller, så hun ikke kan undgå at høre det! Eller også et sted hvor Nicolas Bro kommer. Ham er jeg helt vild med.
Sangen jeg har arbejdet mest med, på Perversions er…
– “Rather Not”, som har været gennem flere revisioner. Fra guitar til klaver tilbage til guitar. Med trommer, uden trommer. Den var først rigtig forløst, da jeg fik Oliver Urth til at lave den lange, drømmende outro. Jeg forestiller mig, at jeg er en lykkelig måge, der flyver over havet mod en ildrød sol. Outroen er udtryk for det reneste håb i en ellers sorgfuld sang.
Om Perversions ville folk blive overrasket over at vide…
– At jeg først og fremmest ikke aner, hvad nogen af akkorderne hedder. Jeg har bare fundet på dem på min guitar og mit klaver. Og at jeg næsten ikke udgav musikken af frygt for den “afsløring”, det kan føles som om, følger med. Men jeg er glad for, at jeg har gjort det!
En sang på albummet, som fortjener et ekstra lyt, er…
– “Syrener”, fordi det er en kærlighedserklæring først og fremmest til min mormor. Men også til nostalgien i det hele taget. Den sang er en tak til alle, der har formået at manifestere sig som en uvurderlig del af nogens liv.
Historien bag albummets titel er…
– At jeg synger “it’s in line with my perversions” i sangen “Hydroxychloroquine”. Jeg tænker især på den perverterede – og smukke – nysgerrighed mennesket har på sig selv. Ordet “Perversions” kan bruges både som en pisk til selvpineri og, i min optik, som et slags adelsmærke. Det er lidt aparte på den måde. Det holder jeg meget af.
Når man lytter til mit album, skal man…
– Forstå, at det er en slags dagbog, skrevet i affekt, for det er dér, jeg finder mine sange. Men især når jeg behandler svære emner, ønsker jeg, at lytteren kan mærke, at det er normalt og gyldigt at føle forvirring, sorg og afmagt. Og at man altid kommer videre fra det.
Og så kan jeg godt selv lide albums, der tager genremæssige og sproglige chancer, og som fungerer mere som en playliste end et stort, samlet lydbillede. Det har jeg gjort mig umage med, at min plade skal have en snert af.
