Ugens Upcoming // VILMA

Foto: Malene Nelting (Pressebillede)

Med sit netop udgivne debutalbum; Kærlighedserklæringer, trodser VILMA sin indre følelsesforskrækkede ærkejyde og deler ud fra sit personlige følelseskammer. Her fokuserer hun på kærlighed og de følelser, som hun altid har været bevidst om, men som hun aldrig rigtigt har sagt højt.

Bag kunstnernavnet VILMA finder man Marie Vilsbøll – en 26-årig sanger, sangskriver og producer med benene solidt plantet i den jyske muld. Hun er vokset op i en helt almindelig kernefamilie i den vestjyske forstad Resenstad, men flyttede i 2019 til Aalborg for at studere populærmusik og lydproduktion på Aalborg universitet. VILMA har altid haft musikken tæt på kroppen, spillet violin, sunget og lyttet til alt fra Keane til Katie Melua i sit barndomshjem – men det var først på efterskolen, at hun for alvor fik øjnene op for, at musik kan mere end blot at være et hyggeprojekt.

VILMA laver dansksproget, nærværende popmusik med håbet om at give lytteren en forudsætning for at bearbejde noget inderligt. Med afsæt i kærligheden til sin opvækst i det vestjyske favner VILMA både magien, det simple og det komplekse i at være et meget følsomt menneske. Hun opfordrer alle til at droppe den ironiske afstand til egne og andres følelser, når de faktisk fortæller noget, der er vigtigt for dem. Noget, musikeren selv har haft svært ved gennem store dele af sit liv. Måske fordi, der særligt i provinsen ikke er tradition for at tale højt om sine følelser:
– Jeg har altid haft meget lyst til at fortælle min familie, hvor meget de betyder for mig, men bare at sige, ”jeg elsker dig,” føles så alvorligt. Den direkte erklæring bliver for meget af det gode, og jeg kommer helt automatisk til at tage afstand til den, selvom jeg virkelig mener den. Det er bare svært at snakke om store følelser, men når livet begynder at gøre ondt, har ethvert menneske brug for at blive hørt – både af sig selv og af andre.

Med det nye album har hun formået at sætte en masse ord, på nogle af alle de store følelser hun endnu ikke føler hun har fået fortalt om. Albummet består af ærlige fortællinger med udgangspunkt i VILMAs nærmeste relationer og emner, som hun har haft brug for at tale med hver enkelt relation om. Relationer, der strækker over alt fra venner og familie til sig selv og sin hjemstavn. Samtalerne har resulteret i, at VILMA har fundet mere ro i relationerne.

Med det følelsesladede og bund-ærlige album, som du kan høre lige her, har VILMA sikret sig pladsen som denne Ugens Upcoming, hvilket naturligvis involverer et lille interview lige herunder:

Hvem er VILMA?

Det er flot, jeg er gået i stå ved første spørgsmål. Jeg ved ikke hvorfor det lige er så svært at svare på, men det føles sådan en smule eksistentielt med det spørgsmål, fordi VILMA er alt det, som jeg jo er som privatperson. Hvis jeg skal til at beskrive mig selv som menneske med alt hvad det indebærer af forvirring, følelser, historie og alt muligt, så kommer det til at tage noget tid. Men måske er det netop det, som beskriver VILMA. Jeg er følsom, personlig og umiddelbar – og det er min musik også.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Som nærværende popmusik hvor de akustiske elementer er bærende og historien er i fokus.

Hvordan startede du?

Jeg var ikke startet med VILMA-projektet, hvis ikke jeg havde mødt det menneske, som nu både er min tætteste samarbejdspartner i musikken, men også det menneske, som jeg deler min hverdag med. Vi sad en dag ved flyglet i mit barndomshjem og snakkede om drømme. Jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet nogle sange, som jeg en dag gerne ville udgive. Derefter sagde han, ”Lad os vælge en af dem og indspille den med det samme” – så det gjorde vi og det blev til den første single jeg udgav.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Jeg har kun prøvet én gang, ikke at færdiggøre en sang, før jeg startede på en ny. Det betyder at hver enkelte sang fylder hele min sangskrivnings-bevidsthed indtil den er færdig. Jeg har altid skrevet sange alene og det er altid sådan, at tekst og melodi kommer på samme tid. Indtil videre har jeg kun udgivet sange, som er kommet af en form for drivkraft og inspiration i øjeblikket, men jeg har dog nogle gange gået rundt med en følelse af, at der snart ville komme en sang. Det lyder måske lidt underligt, men jeg starter ikke på en sang, før øjeblikket på en eller anden måde skaber sig selv. Jeg tvinger ikke sangen frem. Når sangskrivnings-øjeblikket så kommer, laver jeg altid en demoproduktion med det samme, så min producer har mulighed for at forstå den stemning jeg gerne vil opnå i produktionen.
Med mit debutalbum; Kærlighedserklæringer, færdigt, har jeg haft lyst til at udvide min sangskrivning og invitere andre med. Jeg er meget spændt på hvad det kommer til at gøre ved sangene og min egen sangskrivning, men jeg tror, at jeg har godt af det – nu har jeg også fået lavet det her debutalbum, som jeg bare havde brug for selv at skrive og ikke tvinge frem.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Jeg har blandt andet været inspireret af de musikere, som jeg har og turneret med de seneste par år, som er Signe Svendsen og Annika Aakjær. Jeg har gerne ville have historiefortællingen i fokus. Produktionen skal kunne løfte fortællingen, men også fange opmærksomheden fra lytteren, og på de punkter (og på så mange andre områder) ser jeg op til de to kvinder og deres musik.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Jeg har hørt Highasakites nyeste album ret meget på det seneste og ellers kører Blaue Blumes nye single ”Crush” på repeat.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Lige nu er jeg på min første tourné, hvilket jeg nyder helt vildt. Det er så dejligt at komme ud og spille. Hele det her kærlighedserklærings-album har fyldt nærmest alt i over to år, men nu er jeg endelig så småt begyndt at starte på den næste samling sange, som nok har ligget klar et sted i min bevidsthed længe. 

Hvad er drømmen?

Da jeg startede med at lave musik, var min drøm at spille en udsolgt koncert i den by jeg kommer fra. Det var det største jeg kunne komme i tanke om dengang, og det er lige sket. I min verden er det rigtig stort at have oplevet den opbakning fra min hjemstavn. Jeg har ikke noget endeligt mål, men min drøm er at kunne blive ved med at lave musik.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– “Gnist”

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

Hvad end det er for en drink, der får den enkelte lytter til at snakke om følelser. For mig er min musik nok et stort glas rødvin.

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com