TRINITY PRESENTS – 3 artister i forkert rækkefølge

Foto: Lei Lowe //  Morten Hornum

TRINITY er en del af Restage talentforløbet, skabt af Dansk Live og Mino Danmark, og er et projekt der arbejder for at skabe mere diversitet i musikbranchen. TRINITY’s mål er at binde mennesker sammen gennem fællesskab, god musik og good vibes only.

Der var proppet på RUST, et crowd der var mere end klar på at give den fuldt gas, og en stemning der gav dem mere end mulighed for det. Aftenens koncertoplevelse var delt op i tre bidder; HUNDREDE25 – jae comma – Lei Lowe.

3/5 Stjerner

HUNDREDE25

Først på scenen var HUNDREDE25, og de spillede scenen mere end varm. Fra koncertens første par sekunder blev hænder kastet i vejret af de hoppende fans omkring scenen. Energien var tårnhøj og publikum åd det råt. De pumpende basgange blev hjulpet af publikums kollektive hoppen i takt, og de seks kunstnere på scenen holdte crowd på sit allerhøjeste hele vejen igennem koncerten. Den lille scene, der var helt tætpakket af den store gruppe musikere, bevægede sig i takt med musikken, og hele salen gyngede til de brandvarme beats der blev leveret af gruppen. Det musikalske talent var en smule haltende til tider, men blev reddet af den iskolde selvtillid, som satte sit præg på hele salen. Et par tracks senere var det rimelig tydeligt hvad gruppens fokus var; energi, energi, energi. Salen var flyvende, og alt kommunikation mellem scenen og crowd hypede både kunstnerne og fansene op. Beatsene begyndte at lyde lidt ensformige, og desuden som noget man har hørt mange gange før. Rappen blev mere sløset og de lidt kedelige omkvæd-melodier blev leveret med tydelige vokale mangler. Men med dette sagt, forblev energien mellem publikum og rapperne på et enestående niveau, og uanset om man kunne lide musikken eller ej – hoppede man med til beatet. Musikalitet på amatør-niveau, men en fest i absolut verdensklasse.

Foto: HUNDREDE25 //  Morten Hornum

jae comma

Den gennemsnitlige puls i lokalet, lå nok omkring 340, da jae comma gik på scenen. Et virkelig godt udgangspunkt, som slet ikke blev godt nok udnyttet af jae comma. Han leverede nogle lækre sange, typisk med et afrobeat henover en tilbagelænet synthesizer, og virkede tilpas med og stolt af sin musik. Dog var koncerten generelt præget af manglen på en rød tråd. Sangene der blev præsenteret, var enten uadskillelige med det samme afrobeat og ens følelser tilknyttet – eller i en helt anden boldgade, hvor der kom enorme 808’s, hvorover han leverede et forsøg på hårdtslående rap, som bare stod i inkongruens til resten af oplevelsen. Den musikalske kvalitet var stærk, men alt for spredt. En glad kunstner, hvis humør smittede af på crowd, som stadig formåede at give god energi – men også en energi der var præget af den meget blandende oplevelse, hvor man først blev trukket ned i et lækkert chill Rnb-inspireret track, som pludselig blev kastet ind i et hårdtslående beat. De tilbagelænede numre satte det mest tydelige aftryk, og var efter min mening kunstnerens stærkeste side. Dog kunne jeg godt have undværet, at han kastede om sig med “skkkkrrrrrrrr” og “brrrrrrrraaaaa”, da det simpelthen ikke matchede hans vibe. Autotunen var skruet op på maks, og for hver gang den smilende kunstner snakkede med crowd, var det med autotunen tændt og det var som om hver sang blev præsenteret af et playback-track ude bagved. Generelt en blandet oplevelse, hvor både lækre sange, og helt mismatchede publikumsinteraktioner fandt sted.

Foto: jae comma // Morten Hornum

Lei Lowe

Aftens sidste kunstner, Lei Lowe, leverede musikalitet i top-klasse. I et tilbagelænet RnB/poppet univers, leverede sangerinden med sin strålende vokal rolige og tilbagelænede kærlighedssange på et virkelig højt niveau. Selvtilliden i musikaliteten var også meget tydelig, og ikke én tone blev ramt forkert. Kommunikationen med publikum haltede til tider, men var også besværliggjort af den stadig høje puls fra HUNDREDE25, men havde hun stolet ligeså meget på sig selv når hun snakkede, som da hun sang, havde det ikke været noget problem – desværre var sang-præsentationerne dog en smule for uelegante, men blev dog en smule bedre i løbet af koncerten. Hun leverede en sindssygt stærk koncert, hvor setlisten var spot on, og hver sang virkede som om den var skabt til at komme efter den, der var forinden. Jeg vil fortsat understrege hendes vokale kvaliteter, som var på et helt absurd højt niveau, og hun gav sine sange en fantastisk mængde tekstur og sjæl med sin charmende og legende vokal. Trods setlisten typisk bestod af rolige sange, hvor skønhed kom før energi, formåede hun dog at have en stærk og interessant udstråling, som kunne have gjort hende til aftenens klart største oplevelse, hvis hun også bare troede en smule mere på det selv i publikumsinteraktionerne. Overordnet en virkelig stærk sangerinde med et tydeligt flair for sangskrivning, og jeg vil glæde mig til at opleve hende igen, når hun har spillet nogle flere koncerter, og er blevet en smule mere komfortabel på scenen.

Foto: Lei Lowe // Morten Hornum

TRINITY

Det var upcoming-kunstnere der var på scenen, og det satte sit præg på aftenen. De leverede dog alle en stærk performance, og oplevelsen ville stå meget stærkere, hvis de havde byttet om på rækkefølgen. Det var utroligt akavet, at starte med så højt et energi-niveau, og så ligeså stille bevæge sig nedad. Havde Lei Lowe startet blødt og smukt ud, efterfulgt af de lækre og stemningsskabende tracks fra jae comma, for så at blive sluttet af på en smadder-fest af et energiudlægning fra HUNDREDE25, tror jeg hele oplevelsen havde haft en helt anden kvalitet. Desuden var lyd-kvaliteten ikke i top, og specielt under jae comma var mixet helt håbløst, og man kunne sjældent rent faktisk høre vokalen på kunstneren. Ydermere blev hans koncert også forstyrret af en skarp og gennemtrængende spot-lampe, som pludselig (ved et formodentligt uheld) tændtes bag crowd, og lyste hele rummet op, hvilket trak alt opmærksomhed væk fra scenen. Synd. Dog en aften, hvor de tre artister fik lov at fremvise nogle fede numre og overordnet god energi. De har alle tre sat sig et aftryk hos mig, og skulle jeg få muligheden, ville jeg med glæde opleve alle tre acts igen.

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com