18 apr Thit Lin harmoniserer sig ind i sommeren
Foto: Daniel Willis (Pressebillede)
Med den netop udgivne opløftende alternative pop-perle “In Love With A Stranger” indtager den Berlin-baserede kunstner Thit Lin musiklandskabet med et selvsikkert og klart defineret udtryk.
Selvom hun er en ny artist under eget navn, har Thit Lin allerede markeret sig stærkt i den danske musikbranche. Hun medvirker på soundtracket til dramafilmen ‘Krysantemum’, og har deltaget i writing sessions for blandt andet Sony Music & disco:wax.
“In Love With A Stranger” er første udspil fra kunstnerens kommende EP; This is Take One, som udkommer den 2. juni. Nummeret er en funklende juvel af drømmende indiepop-nuancer. Trommerne og bassens medrivende fremdrift og de melodiøse guitar- og synth-roller forener på udsøgt vis det taktile kompakte med det porøst sfæriske, og giver luft til Thit Lins smukke leadvokal og betagende korharmonier. Nummerets sommerlige, feel-good vibe vil utvivlsomt pirre lytteren ved første lyt, ligesom sangens håbefulde tematik er relaterbar for mange romantiske og søgende sjæle.
Thit Lin forklarer om nummeret:
– “In Love With A Stranger” er en opløftende sang om at blive forelsket i en fremmed, som du kun har skrevet med online. Den handler om det naive håb om, at denne person måske vil vise sig at være ‘den eneste ene’, men samtidig rationelt vide, at det er meget usandsynligt. “In Love With A Stranger” er en refleksion af, hvordan online-dating i dag giver os mulighed for at forelske os i alle mulige, fra alle steder og på alle tidspunkter fra vores telefon.
En let og sukkersød sang, som passer perfekt til en dag i hængekøjen i solskinnet. Hør det smukke nummer lige her.