SPOT bliver ved!

Foto: Dayyani // Sean Collin Rusike (Pressebillede)

Lineuppen til SPOT er allerede prop-fyldt med stjerner og upcoming kunstnere, men det stopper ikke der. Festivalen har netop annonceret 11 nye brandvarme navne til plakaten.

En af de absolut væsentligste tommelfingerregler med SPOT er, at programmet i princippet ikke er færdigt, før festivalen er slut. Senere i dag offentliggøres spilleplanen, og selvom der er flere hundrede koncerter at gå på opdagelse i, så er de slet ikke færdige endnu!
Men inden vi overhovedet når så langt, så skal vi først lige runde dagens pakke med 11 forrygende nye tilføjelser til plakaten – og de passer lige præcis med den solskin, der netop har ramt Danmark.

Julie Pavon indtager og overtager SPOT med hendes hårdtpumpende house-pop, DAYYANI rammer scenen med hendes høj-energiske pop-smaskere og anmelderroste FRAADS genbesøger festivalen med nye sange og hits fra bagkataloget. Blandt de nye tilføjelser er også den storhittende pop-komet Pil, stortalentet NØX og den stor streamende Fouli.

Det internationalt anerkendte færøske band Marius Ziska er tilbage på SPOT – det samme er Sylfide, der i år præsenteres som vinder af ‘Årets Katapult 2022’. Det græsk-svenske stjernefrø SVEA rammer Aarhus med et længe ventet debutalbum lige på trapperne. Olivver medbringer en kuffert fyldt med ægte, ærlige og 100 % autentiske hits. Og det nye talent på den danske hiphop scene, Flaskedreng, fuldender dagens pakke af nye acts.

Plakaten har nu fået endnu flere stjerneskud, og med dem stiger forventningerne til festivalen, som lover sig at være en absolut eksplosion af en fest!

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com