14 apr Roxy Jules deler første single på modersproget
Foto: PR
Roxy Jules har netop udgivet en ny single. Hendes første single på dansk nogensinde. Titlen er “Mellem Sekundernes Tråde”, som kan opleves live allerede i aften, hvor hun spiller koncert på Hotel Cecil.
Roxy Jules bevæger sig i et kontrastfyldt univers, hvor blodtørstig støjrock og forvrængede guitarer mødes med elektroniske beats, drømmende flader og Roxy Jules’ indtagende vokal og tekster. Hun er blevet beskrevet som en slags kærlighedsbarn af PJ Harvey og The Kills-forsanger Alison Mosshart, men har helt sikkert sin egen lyd. En lyd som har fået endnu et udspil i den stærke “Mellem Sekundernes Tråde”, som med fantastiske vokale melodier beviser sangerindens talenter – også på dansk. Hun siger selv om singlen:
– Faktisk skrev jeg akkorderne til sangen, da jeg var 15 år gammel og gik på efterskole. Sangen har fulgt mig lige siden, men var ikke klar til at blive til virkelighed før nu. Den handler om at bevæge sig rundt i livet, rundt mellem sekundernes tråde, og lede efter de der helt særligt smukke øjeblikke, der strækker sig langt ind i uendeligheden og gør livet værd at leve. Og så handler den om livets skrøbelighed, og om den der evige rastløshed og længsel efter et eller andet, som man tit ikke ved, hvad er, der i hvert fald bor i mig. Og så handler den også om at længes efter et menneske, man elsker, eller et menneske, som ikke findes, eller et menneske, man ikke har mødt endnu, men som man ville ønske drejede om hjørnet lige nu.
Rastløsheden er portrætteret genialt i singlen, som endnu engang cementerer Roxy Jules’ absolutte stjernestatus og fantastiske musikalske egenskaber. Siden 2011 har Roxy Jules udgivet fire fuldlængde albums, EP’en; Still Falling Through The White, og senest singlen “Light Pink Petals”. “Light Pink Petals” og “Mellem Sekundernes Tråde” er begge
forløbere for en EP, der udkommer senere i år. Indtil da, kan du nyde de smukke melodier i singlen lige her.