24 apr Med “Korte Liv” opretter Sauna Senere firma og går ind ind i en ny forretningsfase
Foto: Andrea Dürr (Pressebillede)
Visionerne er høje og ligeledes kurserne. Stort afkast er i vente, når det punk-pop romantiske vanvidsorkester, Sauna Senere, går ind i Q2 med store planer. Der er kun en bæredygtig forretning hvis skrøbeligheden og ærligheden er der. Forvent op- og nedture, men evig vækst.
Sauna Senere består af fængslende forsanger og guitarist Johan Bølling-Ladegaard, keys og synth-ekvilibrist Jakob Ferdinand Hansen og hurtigtslående trommeslager Anders Nebeling.
Sauna Senere A/S – posibilities are the future.
“Korte Liv”, som netop er blevet udgivet, er en del af et større strategisk push for at overmande markedet. I led af denne single er Linked-in profilen blevet oprettet og de blå skjorter er altid strøget. Fremadrettet vil den betroede ‘kunde’-base kunne se frem til et flagskibsprodukt, en samlet EP , som vil udkomme til efteråret. Dette nye produkt vil komme på rundrejse i det danske land, og gruppen vil nå til alle kroge og besøge steder i dit nærområde. Inden da kan gruppen opleves på SPOT, Templet, Silkeborg og VinDanmark til et glas koldt mouserende Cava og et par spændende samtaler om vækstkurver, ømhed og hurtige trommer.
Med aarhusianske Sauna Senere kan der forventes uptempo sange med masser af energi. En næsten barnlig ærlighed skinner igennem når bandet bevæger sig fra det ene lydunivers til det andet, alt mens energien er lige ved at flyde over. Inspireret af punk-, pop-, rave-musik og meget andet, skaber Sauna Senere en helt unik lydoplevelse. En lydoplevelse, som du selv kan få lov at mærke i deres nye single “Korte Liv”, der kan høres her.