11 apr Maaneland sætter telefonen på “Flytilstand” og vender tilbage til samvær
Foto: Alexander Selch (Pressebillede)
I sine tyvere står man oftest mellem en frigjort ungdom, hvor drømmene er store, og et voksenliv, der på den anden side destillerer de samme drømme med et nøgternt syn. Det er som ‘metervarer’, der tynger ens forventninger til tilværelsen. Det sætter Aalborg-duoen Maaneland lyd til på deres kommende debutalbum; Metervarer Til En Drømmer.
Duoen, Maaneland, skabt af Andreas Rødbro og Alexander Bie, debuterende i 2021 og har siden været i tæt samarbejde med Søren Zahle, der har co-produceret gruppens debut-EP Metervarer. Den 12. maj 2023 følger Maaneland op med deres debutalbum; Metervarer Til En Drømmer – en plade, der både sonisk og tekstligt afspejler bandets rejse indtil videre. Med et naturligt paradoks mellem at skabe tempofyldt, storslået pop/rock og synge om det melankolske sted i livets mellemregninger, udtrykker sangene en udforskning af identitet. De kommenterer på en samtid, hvor alt glorificeres på SoMe-platforme – højdepunkter og livets milepæle kommer i forgrunden, og man skal være unik og skille sig ud. Maaneland vil være den umiddelbare og genkendelige lyd af mellemtiden – om dagen i morgen og ikke bare den næste store begivenhed.
Duoen er netop ude med tredje single fra albummet; den moderne pop/rock-sang “Flytilstand” – om at vende tilbage til det gode gamle fysiske samvær, hvor ansigter altid er til at læse. Tracket tager udgangspunkt i følelsen af utilstrækkelighed skabt af vores digitale liv og omkreds. Sociale medier udtynder magien i en relation, hvor man aldrig rigtig ved, hvordan det man sender ud, kommer tilbage. Hør den eftertænksomme single “Flytilstand” lige her.