GRO vil ikke længere stå i vejen

Foto: Julie Møller Christiansen (Pressefoto)

Den danske popsangerinde GRO deler i dag nummeret “In Your Way”, som sidste singleforløber inden det kommende album: Better Be Yours.

Bag aliasset GRO står multi-instrumentalisten Julie Møller Christiansen, som i dag er klar med sin tredje og sidste udgivelse inden karrierens andet album, Better Be Yours. “In Your Way” befinder sig i et rave-poppet lydunivers, som i flæng med de tidligere singleudgivelser “Skinny Dip” og “Better Be Yours”, tager udgangspunkt i et brud, og de mange modsatrettede følelser og tanker dette medfører. Nummeret illustrerer GROs elegante vokal og imponerende åbenhed, som i tekstuniverset forklarer, hvorfor de to gik hver til sit, for ikke at stå i vejen for hinanden. Netop bearbejdelsen af et break-up har fyldt meget i tilblivelsen af det kommende album – det er nemlig skabt i samarbejde med ekskæresten Mads Kinnerup. De færreste har nok oplevet at gennemgå den hjerteskærende proces i tæt selskab med sin tidligere kæreste, men ikke desto mindre har samarbejdet været afgørende for det kommende album. Om den alternative bearbejdningsproces fortæller de selv:

Når man har udviklet sig sammen i en årrække kan det være svært at indse, at man er nået til et punkt, hvor man ikke længere baner vejen for hinanden, men mere er i vejen. Det ville vi ikke være. Men vi er fast besluttede på at forblive på hinandens rejse som venner.

Albummet Better Be Yours udkommer den 21. juni – indtil da kan du varme op med “In Your Way” lige her.

Tags:
Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com