03 apr Freja Kirk fremviste sin renæssance og spolede tiden tilbage til Jazzhouse dagene

Foto: PR

På en ellers kold lørdag aften i de Københavnske gader, som skridt for skridt træder ind i forårstiderne, skabte Freja Kirk lys og håb med en koncert som uden varsel blev til en intimoplevelse som satte spor i gæsternes hjerte, selv bagerst i det gamle Jazzhouse.

5/5 stjerner

Hotel Cecil, som i årtier har været notorisk for at sætte standarden for jazz-Danmarks elite under navnet Jazzhouse, nu kendt for et bredt musikalsk katalog, lagde i lørdags hus til ingen ringere end Freja Kirk. Koncerten må man sige var noget af en tilbagekomst for den danske sangerinde. En følelsesladet og smuk optræden, ledte til en sal fyldt af tårer, glæde, liv og glade dage. Koncerten tog sin form i skjulet af kælderen som er Hotel Cecil. Uden opvarmer, gik Freja Kirk på scenen efterfulgt af sit band. Freja satte scenen for showet ved at give en længere tale, om hendes egen personlige rejse og erfaringer i den tid, hvori hun har været væk fra scenen og fra udgivelsesplatformene. Dette kan måske lyde kitsch og malplaceret, men tværtimod formåede Freja Kirk at samle sit publikum og glæde sine fans og lyttere med anekdoter og fraser, som formåede at skabe et safespace og en support, som ikke altid gror på træerne til liveoptrædener. Freja fortalte om sit bryllup og sin kone, skuespillerinden Sus Wilkins, og om sit valg om at begynde at skrive dansksprogede sange, som udsprang fra en bryllupssang til sin udkårne. Freja meldte klart ud fra starten, at koncerten ville blive anderledes, da de kommende sange måske/måske ikke ville udkomme, og at dette ville blive en optræden med uhørt musik og muligvis meget lidt “sing-along”.

Den musikalske del af hendes performance startede med den selvsamme dybtfølte og smukke sang, som Freja havde leveret til sit bryllup og som havde skabt skiftet til de dansksprogede sange, og publikum slugte den råt. Salen svajede med sangen og allerede fra første sang føltes det som om, vi alle blev lukket ind den bobbel, der er Frejas verden og følelsesliv. Men frygt ej, dette var ikke kun en slowdance-stemnings koncert, for allerede fra sang nummer to, kom det band Freja havde med sig i den grad på banen, og det faktum at ingen havde hørt sangene før betød intet. Fra da af blev der danset og sunget med så godt som muligt. Freja Kirk satte en tyk streg under hendes enestående evne til at levere sig selv på et sølvfad af både rolige og hjertefølte sange, men samtidig at kunne sætte en ild under et publikum, som giver alle lyst til at svinge hofterne og danse natten lang.

Freja Kirk er rigtigt nok en romantiker, men hun har i dén grad også en gennemslagskraft i form af valg af emner til sine numre. Efter en fortælling om den podcast hun, sammen med sin bror, har lavet i den seneste tid, hvor hun har talt med en præst, som ikke vil vie homoseksuelle, leverede Freja en sang, som jeg vil tage mig selv den frihed at ‘navngive’ “Taler Ikke Mere Med Gud”, som konfronterede det ekskluderende og antihomoseksuelle aspekt af kristendommen. En sang som jeg håber og beder til, bliver et af de numre der i fremtiden kommer ud til flere end bare os, der var heldige nok til at få en smagsprøve i lørdags. Med en medrivende stemme og en hudløst ærlig tilgang til kærligheden og de uskrevne samfundsnormer, vi alle er stavnsbundet af, skabte Freja Kirk en protestsang, som satte verden lidt mere i perspektiv, for alle os som til tider kan være tilbøjelige til at skubbe samfundsproblematikkerne ind under tæppet og gemme dem til en anden dag.
Nok var Freja Kirk nervøs for modtagelsen af sine dansksprogede numre, men det var der ingen grund til. Der var numre, som havde den helt store hit-værdi, og numre som skabte tårer blandt det betagede publikum, og så var der numre som generelt bare gjorde det klart, hvem Freja Kirk er i hendes mange facetter. For eksempel indledte Freja en af sine sange med ankomsten af en kontrabas og en historie om, at hun i virkeligheden altid har drømt om at spille på Jazzfestivalen, men endnu ikke har fået fornøjelsen. Efter den introduktion fik publikum en lille glimt af den gamle Freja Kirk. Dette skete i form af et nyt take på noget gammelt. Nemlig en jazzversion af hendes hitnummer “Young Nights”. Freja valgte sin scene flot til denne præstation, og her formåede sangerinden at spole tiden tilbage til før oprindelsen af Hotel Cecil, til dengang stedet vi befandt os, som nævnt, gik under navnet; Jazzhouse. Og man må sige, at de dele af publikum der nænnede et lille savn til det Jazzhouse, der engang var, fik noget for pengene i lørdags.

“Young Nights” var ikke det eneste vink til fortiden. Freja Kirk performede nemlig også sin sang “Pussy Gone Wild”, en optræden der modtog lige så stor applaus som størrelsen på Frejas eminente stemme, og med god grund. Leveringen fra både Freja Kirk og det tilhørende band var i verdensklasse, og festen på scenen bredte sig ud over publikum som, smittet af Frejas og bandets energi, dansede og sang med. Hvis Freja Kirk har været bange for, at folk skulle have glemt hende under hendes pause fra udgivelse, så har hun, efter min mening, meget lidt at frygte på den front efter lørdagens show. Dette blev også tydeligt, da hun lovede salen, at der i år ville udkomme ny musik. Modtagelsen af dette løfte, bredte sig som forventende klapsalver og smil på læberne salen over.

Afslutningen af koncerten på Hotel Cecil, blev ført i hus med endnu en sang med et ualmindeligt vigtigt budskab, ikke kun for Freja selv, men også for resten af samfundet som helhed. Nemlig det, at intet individ skal passe ned i nogen kasse, og at vi alle er perfekte, præcis som vi er. Nemlig nummeret “Hvad Skal Man Kalde En Som Mig”.

Freja Kirk valgte at afslutte sin koncert med et uhørt nummer. Modigt, tænker du måske? Men det fungerede, præcis som jeg formoder, Freja Kirk havde håbet på. Sangen skabte store følelser og rørte publikummet. Par, der omfavnede hinanden i massevis, og venner som kiggede håbefuldt på hinanden rundt om i salen. Den ydmyge og ærlige kunstner stod tilbage med panden højt og modtog applaus og pift, mens navnet “Freja” blev råbt igen og igen i salens mørke.