03 apr Emil Lange er blevet rapper!
Foto: William Green (Pressebillede)
Emil Lange er et fænomen for sig selv. Det er et fåtal af den unge generation der ikke ved hvem han er, eller har fyret den af til hans musik til en morgenfest eller i en tilfældig festivalcamp. Nu er han ude med en ny, grineren single hvor han præsenterer sig selv som rapper. Mest for sjov.
DJ-fænomenet Emil Lange er ude med en ny danse-single, og denne gang i samarbejde med.. sig selv. Emil påstår nemlig, i singlen selv, at han har sendt beatet rundt og at ingen var klar på at lægge vers på det. Af den grund, måtte han gøre det selv. “Vi Igang” er titlen på DJ’ens nye single, hvor han med ironisk distance erklærer sig selv som rapper, måske den eneste og sidste gang. Emil Lange fortæller:
–Jeg ringede til Benjamin Hav og han kunne ikke, fordi han er i gang med at lave en plade, men jeg talte med hans pladeselskab og de er ikke i gang med noget. Og så har jeg prøvet at få fat i Artigeardits management, men de er ikke vendt tilbage. Prøvede også Suspekt, men de tager generelt ikke telefonen. Og så må jeg jo selv rappe. Det er svært. Vi har taget den om mange gange, og jeg er stadig ikke rapper.
“Vi Igang” er en ægte Emil Lange-banger, skabt i samarbejde med produceren, Littgloss, og performet af Lange ham selv. Selve rap-præstationen er mest en joke, men det virker stadig, og der er god underholdningsværdi i at tage et lyt eller to, og tilføje den til party-playlisten. Hør “Vi Igang” lige her.