Clovis udtrykker savn gennem afrobeats

Foto: Frederikke Brandt (Pressebillede)

Med det burundiske flag over skuldrene og nøgne fødder plantet solidt i den jyske muld tilbyder den nordjyske afrobeat-artist Clovis en skulder at græde ved i musikvideoen til sin nye single. “Du Er Savnet” er dedikeret til alle dem, der har prøvet at miste.

Mange forbinder afrobeat-genren med fest, farver og livsglade budskaber, men med “Du Er Savnet” vil Clovis gerne vise, at genren også kan udtrykke dybere og mere alvorlige følelser.

“Du er Savnet” er nemlig dedikeret til alle de mennesker, der har prøvet at miste folk, der stod dem nært. De mennesker som har hjulpet én gennem svære tider, og som man mindes med  en særlig blanding af sorg og glæde, som mange nok kender.  

– I starten af min karriere ville jeg bare lave musik og have det sjovt, men jeg vil også gerne bruge den til at hjælpe og hele folk
Siger Clovis og uddyber, at han fandt inspirationen til sangen, da han mistede sin nevø og en nær vens mor. Og især tabet af en anden af Clovis’ venners mormor blev udslagsgivende for tilblivelsen af “Du Er Savnet”, Clovis uddyber:

Da jeg kom til Danmark brugte jeg i begyndelsen meget energi på at skjule mit burundiske ophav. Men min vens mormor lærte mig, at jeg skulle være stolt af den jeg er, og det sted jeg kommer fra. Med tiden blev hun også en slags mormor for mig, og derfor var det ekstra svært, da hun døde af kræft for et par år siden.

Som et billede på den lærdom, Clovis tog med sig fra relationen, optræder han med det Burundiske flag over skuldrene og sine nøgne fødder plantet solidt i den jyske muld i musikvideoen til sangen.

– Jeg håber, at andre mennesker, som har prøvet at miste nærtstående folk i deres liv, kan bruge min nye single til at finde trøst, hele og mindes dem de går og savner.

Som 12-årig kom Osée Clovis Nkezabahizi til Frederikshavn efter en noget turbulent barndom, der bl.a. bød på borgerkrig i hjemlandet Burundi og flere års ophold i en flygtningelejr i Malawi i det sydøstlige Afrika.  Et af de få lyspunkter i lejren var dog kirken, hvor gospelkoret vækkede hans interesse for musikken – en interesse som han tog med sig, da han og familien flyttede til Frederikshavn i 2007.
Siden da har musikken været omdrejningspunktet for Clovis, som har udgivet sange som “Dominator”, “Havana” og “Rover”, der blandt andet har taget ham fra danske scener som Uhørt Festival og Voxhall til Chennai i Indien, hvor han optrådte for omkring 15.000 mennesker. Målet er dog det samme lige meget hvor i verden, Clovis optræder: 

– Først og fremmest vil jeg gerne have, at folk får noget godt ud af at lytte til min musik. Det tror jeg, jeg gør bedst ved at sprede god energi – og få folk til at danse. Jeg vil gerne inspirere andre. Hvis jeg kan blive til noget med den baggrund, jeg har, så kan andre også. På den måde fylder min fortid meget i min musik. Jeg vil gerne vise, at man kan nå langt, hvis man arbejder hårdt.

Med “Du Er Savnet” præsenterer Clovis en mere melankolsk side end tidligere, men giver stadig grund til at danse; for selvom nogen er borte, burde vi stadig fejre at de har levet. Græd, dans, syng med eller føl på nummeret lige her.

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com