21 apr ANMELDELSE: Zar Paulos debutalbum er fyldt med ørehængere fra øverste skuffe
Foto: PR
Label: The Bank Records
Udgivelsesdato: Fredag den 21. april 2023
Zar Paulo har mestret ørehængeren, men krydrer den med usædvanlig lyrik og computermusik for at skabe et unikt udtryk på debutalbummet ’Elendig Software’
4/5 stjerner
Det er ved at være godt over et år siden vi fik en forsmag på Zar Paulos nye album, da ”Klap For Fædrelandet” udkom i januar 2022. Siden har bandet gjort sig bemærket på deres satiriske tekster, ørehængende melodier og ikke mindst medrivende liveoptrædener. Nu er det her endelig; Elendig Software, debutalbummet mange har ventet spændt på. Dog er der ikke meget nyt på den fuldendte udgave af albummet, da vi allerede i oktober sidste år fik en, ret så stor, forsmag i form af EP’en Elendig Software (Del 1) og senere også singlen ”Ik’ Gå Så Langt.”
Da jeg først fik de nye sange i hænderne og kunne se, at de skulle udgøre afslutningen af albummet, imens rækkefølgen fra ”Del 1” forblev den samme var jeg kritisk, da jeg havde svært ved at forestille mig, at de kunne leve op til de sange, jeg allerede havde dannet et forhold til, og det tog mig også et par gennemlytninger at vænne mig til tanken. Er man en af dem der, ligesom mig, har elsket Del 1 af albummet, vil jeg anbefale, at man lige isolerer det jeg vælger at kalde Del 2 og lade sangene indhente den tabte tid på din hjerne, for tro mig det skal de nok. Alle sangene besidder nemlig Zar Paulos ørehængermagi, og efter kort tid føles sangene ligeså bekendte som ”de gamle,” hvor især omkvædene på ”Interessantman” og ”Tæt På Paradis” klæber sig fast. Dog kan jeg ikke slippe tanken om, at albummet føles meget frontladet og at ventetiden ikke helt belønnes som man egentlig kunne have håbet på.
Elendig Software handler langt hen ad vejen om forventninger og skuffelser i relation til sin omverden. ”Interessantman” tegner et billede af en karakter, der i sine egne øjne har superkræfter, men sproget som Zar Paulo benytter får ham alligevel beskrevet ud fra sine mere ærgerlige handlinger, ”Klap For Fædrelandet” har en optimistisk lyd, men er i virkeligheden en lang kritik af ”den kollektive danskhed” og ”Stop Believing” skifter optimisme ud med jantelov og en reminder om at være i tvivl. Her har Zar Paulo processeret forskellige observationer, de har gjort sig og formået at spytte noget ud, der tager højde for begge sider. De har medlidenhed med Interessantmanden, forstår dem, der fejlagtigt tror på at i morgen bliver bedre end i dag og kritikken på ”Klap For Fædrelandet” kommer fra et kærligt sted. Måden Zar Paulo skriver deres tekster på er altså superunik, og er i min bog det, der adskiller dem fra rigtig mange andre artister. De er sjove, skæve og kreativt bygget op men under overfladen gemmer der sig utroligt meget mening som man kan dissekere, og det kræver ikke engang en hulens masse tid eller -ordbogsopslag.
På trods af humoren og satiren som bandet tager på som kappe, er Elendig Software også fyldt med oprigtighed, som blandt andet kommer til udtryk på albummets åbner ”Kan Du Holde Til At Holde Det Inde,” hvor en spirende kærlighed clasher med tvivlen om, hvorvidt den anden person har det på samme måde, og på ”Ik’ Gå Så Langt” der med sit ballade-agtige udtryk virker opløftende og empatisk overfor modtageren af sangen. ”Ik Gå Så Langt” fungerer også som et fantastisk lille pusterum på albummet, hvor man lige får plads til at trække vejret efter en hæsblæsende omgang, og hvor man er klar på præmissen om at man skal lytte mere forsigtigt med. Den akustiske guitar erstatter nemlig de fjollede computerblips eller atmosfæreskabende synthflader for at gribe din opmærksomhed, hvilket adskiller sig fra resten af albummet. Derfor bliver man også mere opmærksom på sangen og dens indhold fordi man skal have svaret på, hvorfor den mon skiller sig sådan ud.
Det er tydeligt at bandet har fundet en identitet på Elendig Software, som de også vender og drejer på forskellige måder, men fælles for alle sangene er at de føles ens – som en enhed. Mange debutalbums stikker i alle mulige retninger, men Zar Paulo har haft tålmodigheden til at holde en rød tråd igennem det hele.
Zar Paulo er medrivende, og det er de ligegyldigt om man hører dem live eller hjemme i stuen. Det er umuligt at ignorere deres musik, for de formår på enten den ene eller anden måde at gribe ens opmærksomhed igennem deres unikke klang, men også at holde den fast igennem spændende tekster, storladenheden og deres utrolige evne til at klistre sig fast på hjernen. Elendig Software er kun starten, men spår om en lys fremtid, hvis ikke bandet har taget ordene i ”Stop Believing” alt for meget til sig.