21 apr ANMELDELSE: AFSKUMs vrede æder ham op indefra på følelsesladet debutalbum
Foto: PR
Udgivelsesdato: 21. april 2023
Label: Universal Music
Siden AFSKUM blæste Rising-scenen på Roskilde Festival bagover sidste år – ovenikøbet uden en eneste udgivelse under bæltet, har der fortsat været radiostilhed på udgivelsesfronten. Men netop som på Rising, har AFSKUM nu sparket døren ind til musikbranchen med et fremragende debutalbum om (ikke) at høre til, relationer der fejler og at bebrejde sig selv som følge.
4,5/5 Stjerner
På det ni numre lange selvbetitlede debutalbum AFSKUM er artisten med det borgerlige navn Prince Askar på en og samme tid ydmyg og selvsikker, uvidende og klog – og ikke mindst bare pisse vred. “Dræb din bror, før han fanger dig i alle dine løgne”. Sådan synger AFSKUM på åbningsnummeret “KOMMER I BØLGER” – en ufatteligt stærk electropoppet start på et album, som genremæssigt stikker i overraskende mange retninger. Albummet gemmer på hudløst ærlige fortællinger om sorg, og fremstår til tider som en nærmest psykotisk overreaktion på livets naturlige modgang. Man kan nærmest mærke ham spytte dig i ansigtet. Det er både råt og ubehageligt, og man kommer helt tæt ind på Prince Askar – dog uden helt at forstå ham.
“ADRENALINER” kanaliserer late-night klub-stemning fyldt med sekvenserede synthesizere og byder på et overraskende og heftigt trance-mellemspil, som stilner af til lyden af meta-agtige linjer:
– Branchen føler den nu. De elsker at blive bekymret, når jeg tager mig til mit hoved
lyder det blandt andet. På “TIL EVIG TID” har AFSKUM taget en side ud af Barselonas playbook og sænker pulsen med en guitardreven ballade. Et tiltrængt pusterum fra det hæsblæsende tempo, albummet lægger for dagen. “SLUK LYSET NÅR DU GÅR” er endnu et stærkt nummer, som indledes med synth-flader, der trækker spændingen, indtil et syleskarpt trommebeat løfter arrangementet op, og Prince Askar er endnu engang fordømmes til at skrige nummerets hook for sine lungers fulde kraft i et medrivende klimaks. Albummets næstsidste nummer “MIN KNIV ER FLOTTERE END DIN”er en spoken-word performance med en ambient underlægning, som tiltager i kaotisk dissonans i takt med at lyrikken bliver mere og mere desperat. Nummeret indkapsler følelsen af at blive sat i bås, og man fornemmer, at AFSKUM har fået nok. Det er samfundskritik, et råb om hjælp, og fremføres med en intensitet, som er så overbevisende, at man ikke kan ignorere budskabet.
Hele albummet igennem er AFSKUMs vokal kraftigt produceret, og valget komplimenterer de mange intense og nærmest smertefulde udbrud, der fylder meget i vokalpræstationen. Man kan nærmest høre stemmen blive mere og mere uigenkendelig i takt med at AFSKUMs mentale helbred trevler op. Det er et stærkt virkemiddel, og giver flere lag til albummets narrativ. Dog må man erkende, at det til tider ender med at gå ud over det lyriske univers. Albummet dykker ellers ned i nogle spændende tematikker, og billederne der males undervejs, er virkelig stærke, men det er svært at få hele oplevelsen med, når teksterne drukner i en uheldig cocktail af distortion og sløret levering. Det er en lille detalje, og trods det byder albummet dog alligevel på meget for enhver smag. Så om du er ude efter udadreagerende selvterapi, fede produktioner eller bare vil svede så kan AFSKUMs debutplade varmt anbefales.
– Skrevet af Niels Andersen