28 apr 10 Hurtige Til SPOT-aktuelle William Torp
Foto: Daniel Nissen Lauritsen (Pressebillede)
I starten af foråret tog William Torp hul på et begivenhedsrigt år, der bl.a. tager ham forbi SPOT Festival, Tønder Festival, Nashville Nights International Songwriters Festival og Hotel Cecil. Han er netop ude med singlen ”late night traffic”, der dykker ned i følelsen af tankemylder og den søvnløshed, det for mange medfører.
William Torp er oprindeligt fra Aarhus, men er nu bosat i København efter et par år i Australien. Han omfavner et gloomy og flakkende folk/rockunivers med en insisterende vokal og sin guitar som omdrejningspunkt. Det kommercielle, direkte og energiske kombineres med intimitet, tålmodighed og autenticitet. Sangskriveren har allerede vundet utallige hjerter omkring landet, og er med sin storladne og smukke musik i gang med at spille sig til at blive et af landet helt store talenter. Torp møder snart SPOT-scenen, og har netop udgivet en single; “late night traffic” (Singlen kan høres her) som forløber til den store koncert. Kunstneren fortæller selv om singlen:
– ”late night traffic” er en energisk, full on up-tempo-sang, hvilket jeg synes understøtter og beskriver følelsen af tankemylder ret godt. Det kan være angst, stress, fremtidige deadlines, en random samtale, der afspiller sig selv på repeat, eller en blanding af det hele, som holder en vågen. Jeg har stadig ikke knækket koden til, hvordan jeg kommer ud af det og har efterhånden også givet lidt op,
Her på redaktionen er kærligheden til William Torp næsten uendelig, og vi har derfor inviteret kunstneren med til 10 hurtige:
Min musik er…?
– Alsidig indie folk/rock blandet med en god portion singer/songwriter drøsset med indie-pop krymmel.
Jeg begyndte at lave musik, fordi…
– Jeg simpelthen ikke kunne lade vær… Jeg ved ikke om der var et bestemt “turning point”, men lige pludselig var det bare det jeg havde lyst til og med tiden er det bare blevet mere og mere.
Jeg finder inspiration i…
– Rigtige mange forskellige ting! Om det er, at være ude i naturen, en aften i byen eller bare sidde derhjemme og kigge ud af vinduet imens jeg plinger på min guitar. Det er virkelig svært at sige, hvad det præcist er der sker når en sang bliver formet. Selvfølgelig finder jeg utrolig meget inspiration i det musik jeg hører meget som Big Thief, Bonny Light Horseman eller Bon Iver (så længe det starter med B, hæ)
Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…
– Virkelig et svært spørgsmål. Jeg så Paul McCartney på Roskilde i 2.g – Det synes jeg var helt vildt. Ellers måske Big Thief’s koncert sidste år på Roskilde, men der er så mange at vælge imellem.
Den vildeste koncert, jeg selv har spillet var…
– Nok min debutkoncert på Ideal Bar tilbage i januar måned. Det var ret vildt at stå foran 200 mennesker, der allesammen havde købt en billet til min koncert. Det synes jeg var ret syret.
Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…
– Kiropraktor måske? Det tror jeg ville være sygt spændende + jeg elsker at knække ting og sager.
Min yndlingsartist lige nu er…
– Bonny Light Horseman. Klart det jeg lytter mest til for tiden.
Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At finde hen til et sted, hvor jeg kan være mig 100% mig selv. Jeg bruger det at lave musik til at afstresse, bearbejde følelser og egentlig bare være til stede.
Når folk lytter til min musik, skal de…
– Gøre lige præcis det de føler for. Om det er at gå en tur, bruge det som baggrundsmusik på tredje date eller græde lidt, hvis det er det man har brug for. Alt er tilladt.
Min kommende koncert på SPOT bliver…
– Fyldt med kærlighed til musik, hvor jeg spiller med det dejligste, dygtigste og største band hidtil. Jeg håber det bliver en koncert folk kommer til at huske og en koncert man kan tage en ting eller to med hjem fra.