27 apr 10 Hurtige til SPOT-aktuelle MALU
Foto: PR
I sit ærlige univers af poppede melodier, soulede toner og 00’er-R&B fornemmelser, synger SPOT-aktuelle MALU sig ud af sin identitetskrise, i fortællinger om drømme, hjertesorg og usikkerheder.
Med sine korsikanske rødder, arvede MALU de store armbevægelser og i en flirt med organiske elementer, attitude og med følelserne uden på tøjet, serverer hun sine sange i en balance mellem nostalgi og aktualitet. Bag projektet ligger et også opgør med hendes pligtopfyldenhed, perfektionisme og hendes egne samt andres forventninger, om hvilket sangerinden uddyber:
– Jeg havde så travlt med at leve op til en idé om, hvem det var jeg skulle være, at jeg glemte at spørge mig selv, hvad jeg egentlig drømte om. En dag vågnede jeg op og kunne ikke genkende mig selv, og der vidste jeg, at noget skulle laves om. I musikken kan jeg flirte med min identitetskrise, sige ”fuck dig” og ”nej tak”, tage pis på mit perfektionistiske ego og synge mig til den, jeg har lyst til at være.
Med en stor koncert til SPOT nærtliggende i horisonten, udgiver sangerinden i morgen sin næste single: “Comfort Zone”. En personlig historie om at gøre op sin indre tryghedsnarkoman – sige farvel til kæresten og den fine uddannelse – for at kunne vokse og gribe alt det livet rent faktisk giver en. Med den flotte SPOT-annoncering, har vi inviteret MALU med til 10 Hurtige, hvilket er mundet ud i svarene nedenfor:
Min musik er…
– Blød og hård, ny og gammel, trist og glad, elektronisk og organisk – alt sammen på samme tid.
Jeg begyndte at lave musik, fordi…
– To flyttemænd kom forbi mit barndomshjem med et klaver, da jeg var 5 år, og jeg slet ikke var til at rive væk fra det.
Jeg finder inspiration i…
– bøger, digtsamlinger, podcasts, film, mit eget og mine venners liv.
Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…
– Nao, D’Angelo eller Daniel Caesar – alle sammen på Store VEGA.
Den vildeste koncert, jeg selv har spillet var…
– Min headliner på Ideal Bar i Februar, hvor energien var sindssyg.
Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…
– Projektleder for diverse humanitære indsatser i en NGO.
Min yndlingsartist lige nu er…
– Victoria Monét.
Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At fortælle en historie, som man kan relatere til.
Når folk lytter til min musik, skal de…
– Kunne mærke noget – om det så er tristhed, lykke, nostalgi, eufori eller glæde.
Min kommende koncert på SPOT bliver…
– Et kæmpe show af store følelser, virkelige historier, pink neonlys og høj energi.