10 Hurtige til SPOT-aktuelle døtre

Foto:  Morten Rygaard (Pressebillede)

SPOT-aktuelle døtres debut-single “follow” fortæller historien om en person som nægter at acceptere et break-up, og begynder at følge sin eks alle vegne

døtre, som er aktuelle på dette års SPOT festival, laver vokalbaseret, voluminøs, elektronisk artpop, som afsøger forskellige afkroge af femininitet. Det lyriske rum er ærligt og teatralsk, og giver plads til både omfavnelse og smålighed. døtre samarbejder med andre kunstnere, så hver koncert får et unikt og tværæstetisk udtryk – til SPOT 2023 laver studerende fra Den Skandinaviske Designhøjskole kostumer. døtre udgiver deres debut-EP; I’d Rather Stay Awake til efteråret.

Debut-singlen; “follow” handlede oprindeligt om gensidig og hengiven kærlighed, men da hook-linen i nummeret “I’ll follow you anywhere” ved en fejl blev til “I’ll follow you everywhere”, ændredes tonen og budskabet i sangen drastisk. En sang om betagelse blev til en sang om besættelse.

Snart er singlen klar til at forkæle højttalere, EP’en er ligeledes på trapperne og døtre gør klar til at tænde op til et brag på SPOT. De mange sammenfaldende nyheder har ledt til at vi har duoen med til 10 hurtige, svarene findes herunder:

Vores musik er

Totalt dramatisk! Nogen gange er det storladent og voluminøst, andre gange helt inderligt og skrøbeligt. Det er vigtigt for os at skabe et meget ærligt univers hvor der er plads til alle mulige forskellige afkroge af den femininitet, der er i os alle!

Vi begyndte at lave musik fordi

Vi simpelthen ikke kunne lade være! Vi har begge sunget og spillet siden vi var helt små, og har drømt om at lave et projekt som ‘døtre’ i mange år – og så fandt vi lige pludselig hinanden på Frontsession i Aarhus for nogle år siden <3

Vi finder inspiration i

Meget i relationer – i de mennesker der er omkring os – og i hinanden. 

Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var

Vi har været til en helt masse fantastiske koncerter, men Guldimund på SPOT 2021 var så vildt! Han skriver de mest nærværende tekster – man føler sig så priviligeret over at få lov til at blive lukket ind i hans smukke univers. 

Den vildeste koncert, vi selv har spillet var

Vi spillede til MUX 8000Sounds på Teater Katapult i Aarhus – det var faktisk en af vores første koncerter. MUX laver nogle vilde events hvor de leger med tværæstetikken – lige noget for os! Men den vildeste koncert bliver helt sikkert på SPOT! 

Hvis ikke vi var musikere, ville vi være

Vi har begge en skuespillerdrøm – heldigvis laver vi tværæstetiske koncerter, hvor den drøm også får lov til at blomstre lidt. Og så studerer Sofie jo faktisk også psykologi på Aarhus Universitet…

Vores yndlings artist lige nu er

FKA Twigs!!! Og så er vi helt vilde med Dame Dearest. Emma Sehested Høeg laver de sejeste projekter!

Det vigtigste for os, når vi laver musik, er

At have os selv med! I musikbranchen kan man godt føle, at der er nogle særlige “regler” eller formler man skal leve op til… Vi prøver hele tiden at huske os selv på, at det er okay at lave nogle ting, der måske ikke lige nødvendigvis passer ned i en særlig kasse.

Når folk lytter til vores musik, skal de

Føle sig rummet! Det er vigtigt for os at skabe noget musik, der giver plads til både de smukke og rummelige følelser – men også de grimmeste og mest smålige! De er i os allesammen. 

Vores kommende koncert på SPOT bliver

Helt crazy! Vi har de sejeste musikere og vildeste kor/danse-piger med! Derudover har 16 studerende fra Den Skandinaviske Designhøjskole lavet vanvittigt flotte kostumer til os. Det bliver så flot en æstetisk bombe!

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com