Ugens Vigtigste Albumudgivelser // Uge 9

Foto: Jaden Castro // Amelia Ingraham (Pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums, som strækker sig fra poetisk neo-soul/rap til dybfølt og tålmodig rock. Læs med og fang noget ny lyd blandt vores favoritter.

Smart Patrulje – IDIOSYNCTRATIC

IDIOSYNCRATIC, fra duoen Smart Patrulje indeholder en række poetiske fortællinger med indskydelser af personlige tanker. I disse fortællinger afspejler hovedpersonerne forskellige aspekter af livet. Teksterne er skrevet under rejser i forskellige verdensdele, samt i København og Aarhus. Musikken er formet, inspireret af, og kommet til live gennem mange spadsereture på Trøjborg og Nordre Kirkegaard i Aarhus. Albummets dybde bliver skabt i tekstuniverset, som vender og drejer sig dramatisk gennem albummet. Fra ensomheden i det at savne mennesker, steder og tider der er forbi i nummeret “Copenhagen”, til “Invisible Woman” som omhandler ulighed, hvad enten det omhandler seksuelle rettigheder eller retten til seksualitet. Alle historierne er fortalt med stor respekt for perspektiv, og drager lytteren helt ind i midten af hver sang.
Grundkernen er lydkunstner/komponist/producer Niels Gade og sanger/sangskriver/historiefortæller Clara Locke, men de arbejder på tværs af steder, tid, miljøer, erfaring og alder og har også produceret musik i Beijing, London, Britisk Columbia, Madrid, Ringe og Aarhus.

Ring Them Bells – All Kinds of Nightmares

Ring Them Bells har vokset sig fra et projekt for støjende venner til en seriøs enhed, der høster store anmelderroser og masser af radioairplay. På det nye album All Kinds of Nightmares tumler de med en turbulent verden. Flere gange de seneste år er medlemmerne af Ring Them Bells vågnet op med en følelse, mange kan genkende: ’Sker det her virkelig?’ Om det gjaldt stormen på Capitol Hill, angrebet på Ukraine eller corona-konsekvenser har verden forekommet helt uvirkelig.

Det er ovenpå den virkelighed – både den ude i verden og den inde i bandet – at All Kinds of Nightmares er skabt. Bandet har turdet følge sangenes musikalske og tematiske spor længere ud i ekstremerne. Fra det stille til det støjende. Det har ført til en egenrådig nyfortolkning af musikhistoriens mere forkullede og småsyrede dyder – med dryp fra eksempelvis sortsynet på Leonard Cohens The Future, den beskidte blues på The Rolling Stones’ Exile on Main Street eller gospelstrejfene på Depeche Modes Songs of Faith and Devotion.

Forsanger Johannes Nidam siger om albummet:
– Vi tør være mere følsomme, mere alvorlige. Vi sætter os selv mere på spil. Det gælder også i forhold til, at vi har inviteret andre musikere indenfor. Det er sårbart, når man lukker folk ind, især nogle der har så høje ambitioner, som dem vi har arbejdet med.

Det er mundet ud i sange som det intime snapshot “Capitol Hill” med Kira Skov, dommedagsprædiken “The Fall” med RebekkaMaria, den støvede afslutter “Europe Is Sinking” med blandt andre Camilla Munck, som også er på åbningsnummeret og seneste single, den mere positivt stemte kærlighedssang “Whereever You Go”.
Bandet fejrer All Kinds of Nightmares med en releasekoncert på Loppen d. 10. marts og følger albummet op med en række koncerter.

Jaden Castro – Voyager1

Som titlen indikerer, omhandler albummet om hans egen personlige fortælling om at kaste sig ud på dybt vand og rejse ud i verden for at forfølge drømmen om at slå igennem som artist. Den amerikanske rapper fra Connecticut kom første gang til Danmark og Aarhus i forbindelse med samarbejdet med producer HansSOLO, som dengang førte til en SPOT Festival optræden i 2019 og derefter debutalbummet The Gengis LP fra 2020. Lyden på det nye album Voyager 1 drager inspiration fra genrer som Hiphop, Neo-soul og Jazz rap og kan karakteriseres som oldschool med et udtalt moderne twist. Castros vokal og rapstil er tung på vers og ord, in-your-face med hensyn til intensitet og leveret med en umiskendelig sult i udtrykket, men han kan samtidig også sno sig dygtigt rundt om de mere jazzede og sjælfulde beats og omkvæd på albummet.

Den poetiske dimension i lyrikken tager udgangspunkt i spirituelle, filosofiske såvel som politiske aspekter af hans verdenssyn. Castro vil inspirere mennesker til at forfølge deres mål og være passionerede omkring hvad end de laver, men han stiller også kritiske spørgsmål til magtstrukturer og italesætter hvordan vi kan lave et samfund gennem en mere åbensindet og empatisk tilgang funderet i respekt for mangfoldighed.

Et hårdtslående, poetisk og sindssygt godt album, der skal høres igennem et par gange, for virkelig at forstå dybden kunstneren lægger i.

Skott – Roses N Guns

Med smittende popmusik, der henter næring fra både barndommens folkemusik og teenageårenes spil-musik, har Skott fundet en unik lyd, der fortsætter med at nå nye publikumslag. Senest med TikTok-hittet “Overcome” og to sange i sidste års sæson af den internationale Netflix-succes: Young Royals. I dag udgives Roses N Guns, hendes nye album, som inviterer lytteren ind i en helt egen verden.
Roses N Guns, som følger op på debutalbummet Always Live for Always fra 2020, forener kreativt melodisprog med skrøbelige stemningsopbygninger, der får sangene til at gnistre på en uforvekslelig Skott-agtig måde. Skott siger selv om albummet:

Jeg ville forklare Roses N Guns som et nyopdaget sted i Skotts multiunivers, en uudforsket kontinent på samme planet som Always Live for Always. Forskellige sider af samme himmellegeme, Always Live for Always med dens bjergtagende og mere storslåede landskab og Roses N Guns med mange solskinstimer og dybe regnskove.

Det cinematografiske præg i musikken, som Skott laver i dag, leder til et smitsomt pop-håndværk, der har gjort hendes sange til mindre fænomener på forskellige platforme.

Inventory – Memory is a Plow (EP)

Med afsæt i en kærlighed til de mere skæve og introspektive bands fra 90’ernes alt rock-scene, laver københavnske Inventory musik, der er lige dele inspireret af Red House Painters’ slowcore-hymner og Tortoises legesyge og jazzede post-rock. Det er guitardrevet rock, som rummer både det uventede, det skæve og det lindrende. Bandets første EP Memory is a Plow er nu ude.
Memory is a Plow blev skrevet mellem lockdowns og isolation, hvor enhver følelse af normalitet hurtigt blev fjern og fremmed som et minde om et andet liv. I samme periode oplevede bandet flere familiemedlemmer blive langsomt udvisket af demens, hvor både hukommelsen og grebet om virkeligheden forvitrer. Dette tema om hukommelsen og dens uforudsigelige natur binder EP’ens fem sange sammen.
Inventory består af medlemmer fra bands som Town Portal, Mørkt Stof og Tvivler. Hvor disse bands altid har gjort sig bemærket med kompleksitet, energi og overvældende lydtryk er Inventory udtryk for en helt anden kunstnerisk impuls. Her er ingen ambitioner om at overvælde eller imponere. I stedet er tålmodighed, fordybelse og naiv udforskning af repetitionen de store dyder.

Tjek også disse albums ud

Memoria – From the Bones
Rasmus Matthiesen – Ansøgeren
eie- Worst that can be
Macklemore – BEN

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com