The Minds Of 99 – Loppen


Foto: Tobias Helms
Venue: Loppen
Dato: Fredag d. 17. Marts 2023

Det danske, ikoniske band, The Minds of 99, spillede i går en intimkoncert på et udsolgt Loppen på Christiania. Koncerten var især bygget op af bandets gamle materiale, som skabte stor gensynsglæde og nostalgitrip blandt publikum.

3,5/5 stjerner

Aldrig før har jeg oplevet Loppen så tætpakket som i går. Imens vi ventede på showstart kiggede jeg rundt, og op på scenen og kunne næsten ikke forstå, at The Minds Of 99 om lidt skulle stå og spille på den lille, intime scene. Første gang jeg var til koncert med Minds of 99, var i Royal Arena på deres Infinity Action Tour, hvor jeg næsten blev højdesyg over menneskemængen fra min placering på tribunen. Kontrasten mellem Arena og Loppen var syret at opleve i den rækkefølge, fordi jeg netop ikke har oplevet bandet fra deres begyndelse, og ikke troede det var muligt at rejse tilbage i tiden. Det viste det sig så at være, i går aftes på Loppen.

Klokken 22.15 gik bandet på scenen, indtog pladserne og snart blev tonerne sat til “Solkongen”, bakket op af hele publikum, som ikke lod Niels Brandt synge alene. Sangen har en naturlig, dramatisk opbygning, der virker sindssygt godt live, og også efterfulgt af den elskede “Ung Kniv” som fik hele Loppen til at gå amok.

Stemningen var ikke til at tage fejl af. The Minds of 99 har opbygget en kæmpe fanskare af trofaste, festglade mennesker, der kender bandets katalog ud og ind. Intensiteten forblev høj under numre som “Et Barn Af Min Tid” og “K Før Ærlighed”, og smukke øjeblikke blev skabt under de mere inderlige “Ud Af Min Krop” og “Og Du Blev Til En Hvid Fugl”.

Efter en perlerække af gamle kendinge (og en enkelt ny), gik tre af bandets medlemmer ud, strobelyset fik en pause og Niels Brandt greb den akustiske guitar og spillede akkorderne an til den smukke, nostalgiske “Hurtige Hænder”. Det blev til én stor, symbiotisk fællessang, mellem publikum og Niels Brandt, som lod salen synge halvdelen af sangen uden ham selv. Det var utroligt skønt at være en del af, og et af mine personlige højdepunkter fra koncerten. Niels og bandet lod mest sangene tale for dem selv, hvilket de åbenlyst kan. Der blev ikke sagt meget, udover at det var første gang de spillede på Loppen, og at de havde skruet op for varmen da de kom, fordi der var koldt, hvilket virkede ironisk i den brændende kakkelovn, vi befandt os i. Bandet kom ind igen og fik lige kort berøring med materiale fra det nyeste album, med hittet “Under Din Sne”, som blev spillet som det eneste fra Infinity Action.

Masser af energi, varme og spilleglæde var vi vidne til på Loppen i går, og det er uundgåeligt at lægge mærke til, og sætte pris på, hvor dygtige live-musikere de er, hvor fedt de spiller og hvor vildt Niels Brandt synger. Det eneste jeg manglede, var mere historiefortælling eller kommunikation fra bandet. Jeg var nysgerrig på, hvorfor de havde valgt at spille et sted som Loppen, og har hørt, de har en særlig tilknytning til området, som jeg virkelig gerne ville have hørt fra bandet selv.

Desuden havde jeg, med al respekt, håbet på flere sange fra Infinity Action, som er mit yndlingsalbum fra Minds. Alt i alt en fed hyldestkoncert til bandets tidligere dage, men jeg savnede den interaktion og kommunikation, der hører med til at opleve et band live.

Elisa Lama
elisalama@bandsoftomorrow.com