Sommeren kom lige et skridt tættere på med Rasmus Matthiesens nye video

Foto: Frederik Borg (Pressebillede)

Rasmus Matthiesen er aktuel med sit nye album; Ansøgeren, med ti sange, som tager inspiration i højskole-sangbogen og med sange, som tegner et billede af, hvem og hvad Matthiesen er rundet af som menneske og sangskriver. På albummet finder man singlen “Når Det En Dag Bliver Sommer”, som har en smuk og varm musikvideo tilknyttet.

Rasmus Matthiesens nummer “Når Det En Dag Bliver Sommer” skrevet om at køre landet tyndt i sommervejret i en pakket bil, efter at have overstået en alvorlig sygdom i den tætte familie. Sangen rummer varme og musikvideoen kan få enhver til at længes efter den danske sommer. Sangen er at finde på det nye album; Ansøgeren, som du kan læse mere om her. Sangeren fortæller selv om sangen:

– På “Når Det En Dag Bliver Sommer” kredser jeg indirekte om en begivenhed, som fandt sted for nogle år siden, og som har været et vendepunkt i mit liv. Min datter, som blev født med en sjælden og kronisk leversygdom, gennemgik i sommeren 2020 en vellykket levertransplantation. Hun var 3 år på det tidspunkt. Den taknemmelighed og glæde, som jeg følte på den anden side, har været med til at sætte tilværelsen i et andet perspektiv for mig, og det har sat et gennemgående lyst spor på pladen.

Den lyse og glade stemning han italesætter, er ikke til at tage fejl af igennem videoen, som er en stor hyldest til alt det dejlige, hyggelige og varme som sommeren byder. Et godt opråb til at se lyst på tingene, og – om ikke andet – så bliver alt godt til sommer.
Et skønt lyt, som får verden til at bremse lidt ned og blive i nuet. Se den hyggelige og varme video lige her.

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com