24 mar SIMEÔN med klart budskab: TAL PÆNT
Foto: Jannick Boerlund (Pressebillede)
Den danske undergrundsrapper, SIMEÔN, er tilbage på udgivelsesfronten og klar med en ny single. “TAL PÆNT” er et opråb baseret på personlige oplevelser med fremmede, der netop – som titlen påpeger – ikke har talt pænt.
SIMEÔN har været på afveje. Efter to år med flere tilbagefald end succeser er SIMEÔN, hvis borgerlige navn er Tobias Simeon Nielsen, nu tilbage med en formaning om, at retorikken i nutidens munde skal ændres, når den rettes mod en person på druk. Inspirationen til nummeret opstod en mandag morgen, hvor rapperen håbløst og påvirket strejfede rundt i Københavns gader, mens folk var vendt tilbage til hverdagen. Her støder han ind i mennesker, der tilråber ham med grimme gloser gennem Gothersgade: “Flyt dig fra cykelstien, fulde idiot!”, “gå dog i seng din psykopat!”, “Stop med at synge!”… En følelse af forurettelse og frustration vokser, og i SIMEÔNS kaotiske sind råber han: “TAL PÆNT”.
SIMEÔNS nye single “TAL PÆNT” er produceret af drømmeduoen, Lasse Joen Sørensen & Simon Dyrberg von Spreckelsen, som bla. har Benjamin Hav, Ukendt Kunstner og Emil Kruse på deres CV. Især Benjamin Hav er en tydelig referencekilde til rapperens nye energiske, dansable single, som man umuligt kan sidde stille til. Hør din nye festsang og sæt skub i weekenden her.