Nyhedsbrev // Det sker i Odense uge 10

Foto: Fräulein // PR

Værsgo, læn dig tilbage og smæk fødderne op. Vi laver fodarbejdet, og guider dig igennem ugens musik i Odense. Vi sætter spot på ugens musikalske oplevelser og kommer med anbefalinger til de spirerende artister fra H.C Andersens by.

Begivenheder, der kunne være en oplevelse værd

Soleima – Musikhuset Posten

Soleima skiftede udryk, og fandt tilbage til det danske sprog med sit seneste album “Nationens Skrammer”. Nationalromantikken fik et nyt udtryk, og Soleima har det sidste år bejlet til den danske befolkning med optrædener på TV. Der blev skrevet og spillet et nummer til DRs Min sang til Danmark, og der blev fortolket i Tv2s Toppen af Poppen. Nu er Soleima på landevejene med egne materialer, og kufferten er pakket til et besøg i Odense. Sangeren er på Nationens Skrammer-turne, og du kan opleve musikken på lørdag d. 11 marts.

Avernax præsenterer – Peter Sommer solo

Peter Sommer synger foråret ind på Odense bryggeri, når han gæster Avernaxs event på Anarkist – Beer og Foodlab. Det er en aften med fællesspisning, anarkist øller, musik og DJ. Peter Sommer spiller en intim koncert med lidt af hvert fra sit bagkatalog. Energien overtages efterfølgende af Dj xxxx, der spiller bryggeriet op til dans. Du kan fange lidt forårsstemning og lyrik på lørdag den 11. marts ved Anarkist.

Artister fra området vi holder øje med

Fräulein

Vi er faldet over trioen Fräulein, og vi har ikke rejst os endnu. Gruppen har “kun” udgivet de to numre “Hvad Vil Du Ha´” og “Elske Dig For Evigt”, der kom ud i fredags. Fräuleins lyd er let dansksproget rock-pop, men forsanger Anna Halkjærs mørke og energiske stemme sætter et nyt twist på genren. De har allerede rundet 80.000 afspilninger på “Hvad Vil Du Ha”, fået radiorotation, og spillet live i Go’ Morgen Danmark. Så sent som i tirsdags annoncerede bandet, at de skal spille på årets Spot-Festival. Indtil maj holder vi skarpt øje med bandet og ser frem til at følge dem fra Odense til Danmark.

Lyt til “Elske Dig For Evigt” her

Francis

Francis har gjort sig bemærket i den Odenseanske undergrund. Han markerede sig med sine performance-evner på sidste års Generator Festival. Sidenhen har han sluppet en række singler, der har tvunget flere og flere lyttere hen mod Francis melodiske og bars-bårne rap. Han står for det meste selv og har hænderne på musikproduktionen, indspilningen, sangskrivninger og optagelsen. Francis bevæger sig stille op fra undergrunden, og d. 25 marts spiller han på Posten sammen med en række af områdets lovende talenter. Sidste måned udgav Francis det eftertænksomme og barstunge nummer “Vis mig dine venner” med produceren og rapperen Finn Pind. Vi følger med Francis, og ser frem til at høre ham spille på Posten – lige om lidt.

Lyt til “Vis mig dine venner” her

Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com