Nordiske Hits // Uge 10

Så er der endnu en gang nye toner fra den nordiske front, og vi har i dag opdateret vores Nordiske Hits-spilleliste med 25 nye tilføjelser. Tjek listen ud her og husk at følge den på Spotify, så du altid kan holde dig opdateret på, hvad der rører sig i Norden.

Auxílo – “You!”

Vejen til den sande kærlighed kan være lang og snørklet – men når man finder den, er man ikke i tvivl. “You” er Auxílos nye single og omhandler netop det, at overgive sig til den sande kærlighed. “You” udkommer sammen med en musikvideo instrueret af den schweiziske kunstner Balz Isler. Musikvideoen er en sanselig collage, der som en drømmefanger indkapsler fornemmelsen af tid og kærlighed og minderne der omkranser disse — alt sammen stærkt symboliseret ved vekselvirkningen i havets brusende bølger. Det organiske indhold smelter sammen med det teknologiske i form af den digitale tidsalders dokumentarkultur.
Auxílos frontmand, Janus Nevel Ringsted, fortæller selv om singlen:
Pludselig fik jeg en melodilinje på hjernen og indspillede den hurtigt på hotelværelset. Jeg havde aldrig troet, at melodilinjer var noget, der kom til mig. De var forbeholdt de rigtige sangskrivere, som jeg var vant til at arbejde med både som musiker eller producer.
[…] Jeg var i starten af 30’erne, men opførte mig som en på 20. Det var svært at lægge det hurtige og care-free liv på hylden, for hvem gider det seriøse voksenliv i Danmark, når man kan spille koncerter rundt i verdenen og hænge ud i Rio, når man har ferie? Men en dag fortæller jeg min søster om den her pige jeg har mødt i Danmark. Min søster griner, for hun ser det længe før jeg selv indser det, at jeg simpelthen har mødt “the one true love“.
En smuk sang der omfavner kærligheden med stort musikalsk overskud, og sætter høje forventninger til debut-albummet; The Florida Room, som udkommer til april.

Folkeklubben – “Himlen Over København”

”Himlen over København” er første single fra Folkeklubbens kommende album – Mere end en klub. Det er en sang om de dage, hvor underet sker, at sommersolen og regnen falder samtidigt og dagen toner frem i de farver, det drømmende blik kender fra storbyens neon-himmel, hvor Irmahønen hænger og har lagt sine æg siden 1936.
– Får den aldrig lyst til bare at flyve væk i stjernenatten? Det bliver man aldrig færdig med at tænke over. – Udtaler Folkeklubben kækt

Den dag Folkeklubben afleverede den færdigindspillede plade til tryk, meldte Coop ud, at Irma lukker. Hønen var sat fri og kunne flyve væk med andre planer. Således sker det, at sange og virkeligheden indhenter og forløser hinanden.
Folkeklubben har i mere end et årti markeret sig som et af landets mest succesfulde orkestre. Men guld og platinplader, et pladesalg der for længst har rundet de 100.000 og en turnérække, der senest bragte dem forbi en udsolgt KB Hallen, får ikke orkestret til at hvile på laurbærrene. Trioen har netop annonceret stor indendørsturné på 25 koncerter til efteråret og er på plakaten til en række af sommerens store festivaller.

haugust – “Limitless”

“Limitless” er den anden i rækken af tre singler, der promoverer udgivelsen af haugust‘ kommende album Ego Management, som udgives den 9. juni. haugust er en embedsmand i dagtimerne, men om aftenen arbejder han på et genreoverskridende solo-projekt, der inkluderer elementer fra alternativ eksperimental pop, R&B, soul, folktronica og klubmusik. I 2019 udgav han en EP’en Haugust, og nu er han klar med to sammenhængende og konceptuelle albumudgivelser. Først ude er Ego Management – et album, der portrætterer tosidet ensomhed, med et selvstændigt ego på den ene side og behovet for anerkendelse på den anden. Opfølgeren Anger Management fortsætter temaet, men med kynisme og selvmedlidenhed i den ene ende og vejen til empati og optimisme i den anden.
haugust beskriver sangen “Limitless” som en historie om Amor og Psyche, deres mytologiske kærlighedshistorie sat i nutiden med hyperaktiv romantik i egoets guldalder. Sangen er flettet sammen med elementer fra “Poison Ivy” og “En midtsommernatsdrøm” og indeholder blomster og desorienterede følelser. Det vigtigste i historien er at være den, der trækker sig først.

Ellers tilføjet til playlisten:

ANKAH – “Painted”
Blålyn – “Jeppe På Bjerget”
eee gee – “Perfect 10 (feat. Harvey Sutherland)
Fieh – “Texas Baby”
Fraülein – “Elske Dig For Evigt”
HEY ODEE! – “Team Rocket”
Jessie Ka- “Mr. Moon”
Jonsjooel – “Lullaby”
Kryger – “Best å bli glemt”
Marianna Winter – “Cruising”
Mathilde WA – “Stay In”
Melodi Ghazal – “Fuck The System”
nikkipax – “FPW”
Sara Lina – “AIN’T ENOUGH”
Severin – “Tomorrow’s Plays”
Soraya – “Wake Me Up”
SUNDAYS – “Savory Sundays”
The Colour – “Sweet Illusions”
Tracy Irve -“Ännu Rund”
USSEL – “Datter Af Dæmoner”
Vera Decay – “Someone Bad”
William Torp – “five broken bones”

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com